LANDSHOLDSOPSAMLING: SCORING, OPLÆG OG EM-KVALIFIKATION

Foto: fotball.no og DBU — 16.10.2024 20:37

Kristian Arnstad med to målinvolveringer i norsk storsejr og dansk U21 EM-kvalifikation var bare to nedslagspunkter ved seneste landsholdspause. 

Landsholdspausen er ovre, og det har været nogle begivenhedsrige uger for flere AGF’ere, der har været verden rundt med deres respektive landshold.

For Mikael Anderson har ugen budt på to UEFA Nations League B-kampe, hvor Wales og Tyrkiet var på besøg i Island. Den første kamp endte 2-2, hvor Mikael Anderson sad på bænken, mens han i den anden kamp mod Tyrkiet var at finde i startopstillingen.

Det blev desværre et 4-2 nederlag for Island, men Mikael Anderson stod dog for et oplæg efter blot to minutter til Orri Oskarsson. Efter de to kampe ligger Island nummer tre i deres pulje med fire point.

Det danske U21-landshold stod over for et vigtigt opgør mod Islands U21-landshold, hvor en sejr ville betyde kvalifikation til U21 EM. Dog på baggrund af en anden kamp, blev kvalifikationen allerede sikret inden kampen mod Island – der derfor var mindre vigtig end først antaget.

Hverken Tobias Bech, Jonas Jensen-Abbew eller Jacob Andersen var i spil mod Island, men de kan nu se frem mod U21 EM i Slovakiet i 2025.

For det norske U21-landshold fik Kristian Arnstad fuld tid i begge deres kampe mod henholdsvis Irland og Tyrkiet. Første kamp mod Irland endte 1-1 og anden kamp mod Tyrkiet endte 5-1 til Norge.

Kristian Arnstad fik sat sit præg på kampen med scoringen til 1-0 for Norge på et straffespark og senere et oplæg til Superliga-kollegaen, Sindre Walle Egeli, der kunne gøre det til 4-0. 

For Luka Callø ventede der tre træningskampe med U19-landsholdet mod Frankrig, Portugal og Belgien. Det blev til 90 minutter mod både Frankrig og Belgien, og mod Portugal måtte Luka Callø nøjes med de sidste 20 minutter. Dog vandt U19-landsholdet 3-1 mod Belgien, spillede 1-1 mod Frankrig, men led et nederlag til Portugal på 3-1.

På U18-landsholdet kunne man også denne gang finde Frej Elkjær Andersen, da turen gik til Rabat i Marokko for at møde dem over to træningskampe. Det blev til to pladser i startopstillingen for Frej Elkjær Andersen i en 1-1 kamp og en 4-0 sejr.

Mark Ian Steffensen og Adam Fuglsang var afsted med U17-landsholdet og det bød på en 3-0 sejr mod Luxembourg og et 0-1 nederlag mod Østrig i U17 EM-kvalifikationen. Mark Ian Steffensen spillede fra start i begge kampe, og Adam Fuglsang blev skiftet ind i begge kampe.

Det er dog langt fra de sidste AGF’ere, der skal i spil med deres respektive landshold. For Glad Egbedi skal til samling med det svenske U17 landshold sidst i oktober, hvor de skal spille tre U17 EM-kvalifikationskampe mod henholdsvis Letland, Malta og England mellem den 23.-30. oktober.

I samme periode er der landsholdssamlinger på kvindesiden, hvor Julie Mathiasen og Mathilde Rasmussen fra AGF Kvindefodbold tager til Tyrkiet med U23-kvindelandsholdet, og de er ikke de eneste fra AGF Kvindefodbold, der skal på landsholdstjeneste. Elvira Nejmann og Clara Littrup skal spille en venskabsturnering for U19-kvindelandsholdet mod Portugal, Tjekkiet og Italien.

Sidst skal Sophia Parkegaard spille to træningskampe mod Sverige for U17-pigelandsholdet – alle samlingerne på kvindesiden foregår mellem den 21.-30. oktober.