EN KLASSIKER STÅR FOR DØREN
17.10.2024 07:43
Brøndby IF kommer til Ceres Park i 12. runde af 3F Superligaen i, hvad der er sæsonens første returopgør.
Næste kamp i 3F Superligaen er en vaskeægte klassiker i dansk fodbold. Der er nemlig lagt op til det 98. møde i den bedste danske række mod Brøndby IF.
Kampen er også første gang i indeværende sæson, hvor vi møder et hold for anden gang i sæsonen.
Det betyder også, at det ikke er særlig lang tid siden, at vi sidst mødte de blå-gule fra Vestegnen.
Seneste møde var den 11. august, hvor vi i sæsonens anden udebanekamp kunne tage tre point med hjem til Aarhus, efter Patrick Mortensen sikrede en sejr med kampens eneste mål.
Så endnu engang kommer Brøndby IF ind til opgøret i jagten på revanche. De seneste to opgør er nemlig endt med AGF-sejr, men set over de seneste 10 kampe ser det lidt anderledes ud. Her har AGF to sejre, Brøndby IF tre sejre og derfor er det blevet til fem pointdelinger.
Over de seneste 10 kampe har de to hold lavet 29 mål - det vil sige, at der bliver scoret næste tre mål pr. kamp de to hold i mellem.
Der er altså lagt op til et tæt og målrigt opgør, hvor afgørelsen kan komme helt ned på marginaler.
Kampen mod Brøndby IF er denne sæsons 12. runde - altså er vi halvvejs i grundspillet. AGF kommer ind til næste halvdel som 3’er i 3F Superligaen med 20 point og med fire point op til FC Midtjylland på førstepladsen.
Dog med kun to point færre ligger Brøndby IF med 18 point på en sjetteplads i en top seks i 3F Superligaen, som er tæt med kun tre point mellem sjette- og andenpladsen i FC København med 21 point.
12. runde af 3F Superligaen kommer på bagkant af en landsholdspause, men inden pausen var AGF en tur i Viborg, hvor en dramatisk kamp endte 1-1, i hvad der blev AGF’s fjerde uafgjorte kamp i streg i 3F Superligaen.
Lidt anderledes for Brøndby IF, der havde besøg af ligaens førerhold, FC Midtjylland, som de formåede at slå med 2-0 på to mål af den ankomne Mileta Rajovic.
Nu skal Brøndby IF så til Jylland, når de mandag den 21. oktober gæster Ceres Park. Ceres Park har i denne sæson huset seks kampe og ikke en eneste gang er AGF gået fra banen som det tabende hold.
Skal Brøndby IF ændre på dét faktum, skal de gøre noget, de ikke har gjort siden den 18. august i Aalborg - nemlig vinde på udebane. De seneste tre udebanekampe for Brøndby IF i 3F Superligaen har budt på to nederlag og et enkelt uafgjort resultat.
Men vi må også give Brøndby IF, at gæsterne har en god historisk i Aarhus, hvor vi ikke har fået en sejr i de sidste seks kampe mod Brøndby IF og skal tilbage til december 2020 for at finde den seneste AGF-sejr - lad os bare få ændret den stime på mandag.
Brøndby IF kommer med flere spillere med tur i den. En af dem er 22-årige Mathias Kvistgaarden, der har scoret seks mål og lavet fire oplæg i 3F Superligaen, og derfor står ud som en oplagt trussel, AGF-forsvaret skal have styr på.
Derudover har Brøndby IF skabt 159 chancer - flest af alle i 3F Superligaen. Det er blandt andet takket være Clement Bischoff, der i denne sæson har vist sig som en trussel med sine mange indlæg, og det har udmundet sig i tre oplæg. Det er næst-flest oplæg fra en forsvarsspiller i 3F Superligaen - dog et antal som vores Felix Beijmo matcher.
Vi har i denne sæson et stort løbepensum fordelt over flere spillere. AGF har fire spillere i top 10 over, hvem der har løbet mest i 3F Superligaen - heriblandt Mads Emil Madsen, der har løbet mere end nogen anden spiller med sine 129 km. over 11 kampe.
De andre spillere i top 10 er Tobias Bech, Mikael Anderson og Felix Beijmo - det er alle spillere, der individuelt har fire eller flere målinvolveringer.
Mange mål har været overskriften for dette Superliga-efterår, og det hold med det største bidrag er AGF med hele 25 mål. Af de 25 mål har Patrick Mortensen stået for seks af dem, og han kunne også være garant for en scoring mod Brøndby IF. Patrick Mortensen har scoret 10 mål mod Brøndby IF i AGF-trøjen over 17 møder i 3F Superligaen.
Det gør Brøndby IF til den modstander Patrick Mortensen har scoret flest mål imod, og skulle han finde frem til netmaskerne igen, så ville det være femte kamp i træk, hvor han scorer mod Brøndby IF.
Mål eller ej – det er altid kampe med en høj intensitet, når vi møder Brøndby IF. Og altid foran mange tilskuere.
Vi forventer udsolgt til kampen, så det er bare med at få sikret sig en billet til kampen nu, hvis man stadig mangler. Brug linket herunder.
På gensyn til klassiker på mandag i Ceres Park.