TRE SEJRE I FIRE KAMPE FOR YOUNG GUNS

04.11.2024 10:15

Gode resultater i en weekend, hvor alle AGF Talent-holdene var tilbage i kamp.

Alle AGF Talent-holdene var i den forgangne weekend igen i spil. 

Først var AGF U19-holdet i spil lørdag middag i Aabenraa. Det var til en kamp mod Sønderjyske, som endte med et 2-1 resultat for U19-holdet. Det var Sønderjyske, der bragte sig foran efter 16 minutter, men i anden halvleg vendte kampen. Allerede i det 46. minut fandt Glad Egbedi netmaskerne og gjorde det til 1-1, hvorefter Ekemini Ime blot seks minutter senere kunne gøre det til 2-1 - der også blev slutresultatet. AGF U19-holdet sidder nu på en syvendeplads med 16 point efter ni kampe, og skal den 8. november møde OB hjemme på Fredensvang. Se med på AGF Play+

AGF U17-holdet var med i Aabenraa, og skulle kort efter U19-holdets kamp også møde Sønderjyske. Det blev en sikker 2-0 sejr, hvor Adam Fuglsang efter 54 minutter scorede til 1-0 – der i lang tid lignede slutresultatet. Det blev ikke slutresultatet, da Linus Würtz Thieler gjorde det til 2-0 på et straffespark seks minutter inde i overtiden, og nu er U17-holdet på en fjerdeplads med 21 point efter 10 kampe.

AGF Talent-pigeholdene vendte i denne weekend tilbage fra deres landsholdspause, hvor  begge AGF Talent-pigeholdene skulle møde Fortuna Hjørring.

Det var U19-pigeholdet der først skulle i spil ved middagstid, og det skulle blive til en tilbagevenden med en sejr og tre point. 25 minutter inde i kampen gjorde Hannah Foss det 1-0, og først ni minutter inde i anden halvleg fordoblede Astrid With stillingen med sin scoring til 2-0. Det lykkedes dog Fortuna Hjørring at reducere, men de fandt aldrig frem til det udlignende mål, og altså blev det en 2-1 sejr til U19-pigeholdet, der nu befinder sig på en tredjeplads med 13 point efter syv kampe.

Også U16-pigeholdet skulle møde Fortuna Hjørring. Det blev den eneste kamp for AGF Talent-holdene, der ikke gav en sejr på papiret. U16-pigeholdet måtte nemlig nøjedes med et 1-1 resultat. Her var det Hannah Bunde-Pedersen, der stod for målet. I U16 DM-pigeligaen er det dog sådan, at ved et uafgjort resultat går kampen i straffesparkskonkurrence, der ikke er pointgivende, men blot giver kampen et udfald.

Her lykkedes det så U16-pigeholdet at vinde 7-6, og derfor var der lidt at glæde sig over. Dog måtte de nøjedes med det ene point, og det er nok til en sjetteplads med 11 point efter syv kampe.