SKUFFELSE OVEN PÅ FREDAGSKAMPEN
22.11.2024 20:31
Ikke vores dag i dag, hvor vi tabte til et bedre hold. En skuffet Frederik Tingager måtte fredag aften rejse med holdkammeraterne tomhændet hjem fra Farum.
Det var tæt på, at vi kunne rejse hjem med et point fredag aften. Men til sidst vandt FC Nordsjælland 1-0 på en sen scoring i en kamp, hvor hjemmeholdet også brændte et straffespark undervejs.
Så det var en nøgtern, men naturligvis skuffet Frederik Tingager, som efter kampen satte ord på oplevelsen.
- Det er skuffende. Det er ikke vores bedste kamp og FC Nordsjælland brænder et straffespark og også en stor chance, men når vi forsvarer os i så lang tid og de så får et latterligt mål til sidst - så er det hårdt, sagde Frederik Tingager, som savnede, at vi fik gjort mere ud af de gode perioder, vi også havde i kampen.
- Vi bliver for passive og kommer ikke godt nok op i deres pres, og de er gode til at spille rundt om os. Men jeg synes også, at vi har perioder, hvor vi kan gøre ondt på dem. Men vi må også erkende, at det ikke var vores dag i dag og vi tabte til et bedre hold. Nu må vi hjem og kigge på, hvad vi kan gøre anderledes til næste gang.
Og næste gang er om ni dage i endnu en udekamp i Silkeborg den 1. december.