DELER I SIDSTE SUPERLIGA-KAMP I CERES PARK

10.11.2024 19:03

Historiens sidste Superliga-kamp på det nuværende Ceres Park endte med en deler efter en underholdende kamp mellem AGF og FC København.

Søndag aften blev den sidste 3F Superliga-kamp spillet på Ceres Park, som vi kender det. Og et udsolgt Ceres Park kunne nyde slaget mellem Aarhus og København, da FC København var på besøg til en direkte duel om førstepladsen i 3F Superligaen. 



Desværre for os chokstartede gæsterne, da de efter kun et minut fik et frispark oppe på vores banehalvdel og det blev dirigeret i målet af Pentelis Hatzidiakos. 



Vi fik dog svaret fint igen og fik efterhånden erobret spillet og begyndte at skabe chancer og bide fra os. Blandt andet måtte den tidligere AGF’er, Kevin Diks redde sit FCK på målstregen og Tobias Bech var også tæt på efter 15 minutter, men Theo Sander, som i dag var tilbage i det københavnske mål, hev en stor redning op. Men vi havde initiativet og burde måske også ha’ udlignet, da der var spillet tyve minutter, hvor blandt andre Mads Emil Madsen og Gift Links lyste op med spilleglæde og gå på mod. 


Som altid, når de to hold mødes, blev det også en fysisk kamp i dag med mange dueller og hårdt arbejde fra begge hold side. Og første halvleg blev da også præget af en del frispark. 



Som vi nærmede os den halve time kom gæsterne mere med igen og Jesper Hansen måtte hive en stor redning op efter et farligt gennemspil. Også Henrik Dalsgaard fik afværget en chance med en stærk indgriben efterhånden som FCK kom mere med i spillet og fik spillet sig til chancer. 


Det fik vi dog ikke rigtig gjort for alvor frem mod pausen - selv om Anderson forsøgte sig med kvalitet i det 37'ende minut. 

Også Tobias Bech fik en god chance, men blev blokeret. Også på det efterfølgende hjørnespark, var vi tæt på. Mads Emil Madsen headede lige over. 

Vi pressede virkelig på til sidst i 1. halvleg, men uden gevinst.

2. halvleg

Bagud med én før de sidste 45 minutter var det os, som skulle ud og jagte, mens gæsterne fra København nu kunne afvikle kampen lidt mere afventende.

Og hurtigt fik vi bragt balance i regnskabet, da Henrik Dalsgaard kunne fejre sin nylige kontraktforlængelse med at stige til vejrs på et godt hjørnespark fra Gift Links og heade balance i regnskabet. Absolut en fortjent udligning, ville de fleste nok sige.

Nu levede kampen og kort efter måtte Jesper Hansen hive en stor redning op inden Mikael Anderson i den anden ende forsøgte sig med saksepark, som havde fortjent en bedre skæbne. 


Og mens regnen silede ned over et byggeramt Ceres Park bølgede kampen nu frem og tilbage. 
Først havde FCK’erne deres muligheder. Dernæst var det os, og det var to hold, som på det her tidspunkt begge jagtede sejren.  

Efter 70 minutter kom vi stærkt igennem i vores højre side og et indlæg fandt Patrick Mortensen, men desværre for os gik forsøget lige over FCK’s mål. 

Vi fik - som i første halvleg - spillet os til flere hjørnespark. På et af dem kom det til en ny chance til Mads Emil Madsen, men i det våde vejr fik han ikke ordentlig ram på bolden. 


Som vi nåede frem til de sidste ti minutter, trak det op til friske kræfter for begge hold. Det var dog fortsat os, som var i téten og jagtede målet. Som for eksempel, da en bold faldt ned til Frederik Tinager, som skød meget snært forbi mål. 

Kort inden slutfløjtet fik vi igen headet godt mod mål og kun en fantomredning af Theo Sander i FCK-målet holdt stillingen 1-1. 


FCK havde dog en sidste chance i sig også, heldigvis for os gik forsøget snært over mål og dommerens slutfløjte lød. 


Med dagens resultat er vi nu på førstepladsen i 3F Superligaen med en bedre målscore. Men både os, dagens gæster og FC Midtjylland har alle 27 point. 

Kampen i dag var den sidste hjemmekamp i 3F Superligaen. Nu venter en landsholdspause inden sæsonen afsluttes med to udekampe og så en pokal-kvartfinale i Aarhus den 8. december. 

AGF vs. FCK / 3F Superligaen runde 15 / Ceres Park / 10.11 2024

1-1 (0-1)

1’ 0-1: Pentelis Hatzidiakos

47’ 1-1: Henrik Dalsgaard 

POWER man of the match: Henrik Dalsgaard 



Advarsler

AGF: Mads Emil Madsen

FCK: Thomas Delany 



Tilskuere: 15.894 



AGF i Ceres Park: 
Jesper Hansen, Henrik Dalsgaard, Frederik Tingager, Eric Kahl, Felix Beijmo (86’ Kristian Arnstad), Mikael Anderson (93’ Jacob Andersen), Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Gift Links (91’ Mikael Akoto), Tobias Bech, Patrick Mortensen.