UWE GLAD FOR OPBAKNINGEN: VI MÅ HOLDE SAMMEN

11.03.2024 16:42

Cheftræneren glad for stor opbakning i Silkeborg

Endnu en gang var der fuldt hus på et udebaneafsnit, da vi i søndags vandt i Silkeborg IF. Det er anden gang i 2024, at tilhængerne fylder et udebaneafsnit efter forårspremieren i Vejle også var udsolgt.

Hjemme har der også været stor opbakning i Ceres Park. Men også skuffelse på lægterne efter vi endnu ikke har vundet i Aarhus og måtte lidt et af de sjældne nederlag i Aarhus, da vi tabte til FC Midtjylland for et par uger siden.
 
Den kamp gav anledning til en del kritiske røster fra lægterne, som er blevet bemærket af cheftræner Uwe Rösler, der derfor var meget glad for den store opbakning i Silkeborg forleden med 1.200 fans på lægterne.
 
- Vores fans forventer, at vi vinder hver eneste kamp og forventningerne er steget meget efter, hvad vi præsterede sidste sæson. Og selv om vi ikke har haft en katastrofal række af resultater på det seneste, så har vi ikke levet op til forventningerne.

- Men det er hårdt at vinde hver kamp - især når vi har så mange skader, som det har været tilfældet i den senere tid. Og derfor er det vigtigt, at der er en positiv energi mellem os og tilhængerne - vi må holde sammen gennem både de gode og besværlige dage, og i dag (søndag, red.) var der igen en fantastisk opbakning, lød det fra Uwe Rösler oven på sejren i Silkeborg, som blev fejret bagefter med fansene bag det ene mål. 
 
- Hverken vi eller fansene kan løfte det selv - det kræver sammenhold. Der vil være gode dage, hvor solen skinner og så vil der være perioder, hvor vi må holde sammen og må løse udfordringerne sammen. 

- Men sådan er livet og sådan er gode forhold. Og vi har et godt og stærkt forhold med tilhængerne. Jeg har altid sagt, at vi ikke kan gøre det alene - og det kan fansene og byen heller ikke - vi skal gøre det sammen, siger Uwe Rösler. 
 
Søndag får vi brug for opbakningen igen, når Hvidovre IF kommer til Aarhus. Find din billet i linket herunder.