UBESEJRET STIME FOR U17 FORTSÆTTER
11.03.2024 08:59
For sjette gang hentede U17-drengene point - denne gang mod Esbjerg i en livlig kamp hjemme på Fredensvang.
Der var fuld plade for vores talenthold i denne weekend, hvor alle pige- og drengehold var i kamp for første gang i 2024.
For U17-drengene blev det til en sejr i straffesparkskonkurrencen mod Esbjerg, efter en 3-3 kamp, hvor der blev scoret fem gange i kampens første 25 minutter. Det var Viggo Nordestgaard Frost, der åbnede scoringen for AGF før Alan Sediq satte to mål ind - og straffesparkskonkurrencen bød også på en redning fra målmand Viktor de Paoli.
Dermed fortsætter U17-holdets ubesejrede stime, da de kom ind til kampen med fem sejre i træk. Næste opgave er 16. marts hjemme mod Vejle, som blev besejret på udebane i efterårets sidste kamp.
Samme dag spiller U15-drengene mod Lyngby - også på Fredensvang - hvor de skal forsøge at hente et godt resultat. Denne weekends kamp mod Esbjerg endte med et 1-2 nederlag, hvor det aarhusianske mål blev scoret af Christian Emmery.
U19-drengene begyndte deres kamp - også mod Esbjerg - fint, men det var Esbjerg, der fik scoret først og derfra tog den ene ting den anden og kampen endte med et 0-4 nederlag. U19-holdet møder Lyngby på Fredensvang i deres næste kamp - det er den 30. marts.
U19-pigerne indledte deres forår i Vildbjerg med en 2-2 kamp, der tippede til værternes fordel i straffesparkskonkurrencen. Det var Mie Lerche og Karla Bjerring Nørgaard, der sendte målene ind for AGF.
Næste kamp for U19-holdet er hjemme i Lyseng den 31. marts mod HB Køge.
U17-pigerne fik også taget hul på forårssæsonen, hvor Emmely Hougaard scorede det enlige AGF-mål i et 5-1 nederlag i Vildbjerg.
U17-holdet spiller også hjemme mod HB Køge den 31. marts.