SIDSTE UDEKAMP I GRUNDSPILLET: TI TAL INDEN SØNDAG

07.03.2024 17:28

Det er sidste gang, vi spiller på udebane inden mesterskabsspillet begynder. Bliv klogere på opgøret her med ti tal om søndagens kamp mod Silkeborg IF.

2.53 - Det var vores expected goals i sæsonens første møde mod Silkeborg, der endte 2-2 i Aarhus. Vi kunne også have fremhævet tallet 59%, det var så meget, vi havde bolden. Eller 21-10 - det var forskellen i målforsøg. Og når det kom til farlige angreb var de tal også i vores favør - nemlig 62-38.

9 - Så mange point har vi hentet i de seneste fem udebanekampe, hvor vi er ubesejrede. Silkeborg har hentet fem point i deres seneste fem hjemmekampe med sejr over Lyngby og uafgjort mod OB og Randers.

11 - Det er antallet af hold i Superligaen, der har tabt en kamp på udebane mod et af de hold, der ligger i top seks. Det sidste hold? AGF.

2.2 - Ingen spiller i Superligaen, der har spillet så meget som Gift Links, har skabt lige så mange chancer pr. 90 minutter som vores sydafrikanske wingback. Links står bag 24 chancer i sæsonen indtil videre.

176 - Et skønt tal på rigtig mange måder - der dog i denne sammenhæng peger på søndagens modstander. Det angiver nemlig hvor mange forseelser, Silkeborg har begået i sæsonen indtil videre. Det er færrest blandt holdene i Superligaen - og det kan være lovende for vores Mikael Anderson, der stadig er den Superliga-spiller, der med længder begåes flest frispark på.

2.96 - Så mange mål bliver der i gennemsnit scoret pr. kamp mellem os og Silkeborg i de 72 Superliga-opgør, vi har haft i nyere tid.

9 - Så mange mål har Silkeborg lukket ind i løbet af den første halve time indtil videre. Det er tredjeflest - kun Hvidovre og Randers har indkasseret flere mål i den periode. Tre af Patrick Mortensens 9 sæsonmål er sat ind i samme periode - blandt andet målet til 1-0 i Aarhus i i august.  Når Silkeborg indkasserer første mål, så er det endt med nederlag 67/% af tiden - det er værst af top seks holdene.

118 - Så mange minutter skulle Mikael Anderson bruge i AGF-trøjen, før han scorede mod Silkeborg. Det var i september 2021 og siden har han scoret yderligere én gang mod Silkeborg - det var tidligere på sæsonen og dermed er Silkeborg det hold, Anderson har scoret mest mod som AGF-spiller.

1 - Det er Silkeborgs pointhøst i Superligaen i deres seneste syv kampe.

67.1 - Det er så mange procent af sine dueller, som Frederik Tingager vinder. Vores midterste mand i forsvaret er igen hoppet op på førstepladsen på den rangliste i Superligaen. Nummer tre på den liste er Silkeborgs Alexander Busch - han er til gengæld ude med en skade i søndagens opgør.