SIDE OM SIDE: VI SKAL TAGE ENDNU MERE ANSVAR

21.03.2024 11:22


I AGF tror vi på fællesskabets samlede kraft. Det er sådan, vi kan gøre en forskel. I dag lancerer vi et nyt fælles sprog for vores arbejde med social, miljø- og klimamæssigbæredygtighed. Sammen kan vi gøre en forskel - Side om Side - for Aarhus og for fremtiden.

Det er fællesskabet, der driver AGF, og det er i fællesskabet, vi sammen gør en forskel. Vi vil vinde uanset, hvor vi tager kampen op. 

Side om Side skal vi bruge fællesskabet til at tage ansvar - for de mennesker, der ikke naturligt er en del af det fællesskab, og for det aftryk, vi sætter.

Det er det fundament, vi bygger AGF's arbejde med bæredygtighed på nu og fremover.




- Vi skal gå forrest og gøre endnu mere. Sammen med vores fans og vores by vil vi gøre en indsats for at gøre det endnu bedre at bo i Aarhus. Det handler om at styrke fællesskabet og bruge fællesskabet til at gøre en forskel for vores by og dens borgere, fortæller Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF A/S i lanceringen af Side om Side.  

Du kan læse mere i en kronik i JP Aarhus i dag. 

Rækkevide og opbakning forpligter
AGF er ejet af mere end 10.000 aktionærer - langt de fleste lokale århusianere, og blandt tilhængerne er der familier, der har været knyttet til AGF gennem flere generationer. Månedligt er vi i kontakt med op til 500.000 mennesker - alene fordi vi spiller fodbold. Den rækkevidde og opbakning forpligter. 


- En fodboldklubs betydning i byen forpligter. Man kan gå så vidt som at sige, at fodboldklubber mister deres berettigelse, hvis vi ikke tager ansvar i forhold til sociale indsatser, miljø og klima. Og nu er det tid til at opruste den indsats yderligere, lyder det blandt andet fra Jacob Nielsen i kronikken.

- Fodboldklubber mister vores berettigelse, hvis vi svæver rundt som underholdningssatellitter i det omkringliggende samfund - løsrevet fra et ansvar for de fælles udfordringer, og fodbolden må aldrig blive fremmedgjort for fans og samfund. Sådan skal det ikke være i Aarhus, tilføjer Jacob Nielsen.

Side om Side 

AGF lancerede i 2020 - som den første klub i 3F Superligaen - en strategi for bæredygtighed. 

Siden har vi intensiveret arbejdet med små som store initiativer, når det kommer til vores arbejde med bæredygtighed. 

Og alene i 2024 har vi indtil nu lanceret nye samarbejdsprojekter med Psykiatrifonden og Børns Vilkår. 

Et nyt hold unge har gennemført projektet JobLigaen, hvor vi - sammen med Aarhus Kommune - hjælper unge til et fritidsjob.

 Vi har også nået at sætte JobMatch i gang, som hjælper soldaterveteraner i arbejde. 

Det er i det fællesskab, vi bliver ved at udvikle os som fodboldklub - Side om Side - for Aarhus og for fremtiden. 

Besøg Side om Side her >>>