SEJR I SØHØJLANDET
10.03.2024 14:58
Vi kunne søndag eftermiddag rejse hjem med tre point efter en sejr over Silkeborg IF.
Grundspillets sidste udekamp i 3F Superligaen stod i dag i Silkeborg i et lokalopgør mod Silkeborg IF.
Foran et totalt udsolgt udebaneafsnit på et koldt JYSK Park startede vi med at presse højt, når værterne havde bolden, men uden det gav de store chancer.
Omvendt fik værterne mulighed for nogen omstillinger i kampens indledning som var ved at blive farlige for Jesper Hansen, der havde afløst en skadet Bailey i AGF-målet.
Ved en sejr kunne hjemmeholdet sikre sig den plads i mesterskabs-spillet, som vi sikrede i seneste runde. Og det var da også værterne som var mest målsøgende i indledningen, hvor vi lige skulle finde vores ben på kunstgræsset på JYSK Park.
Og det gjorde vi efterhånden og fik midtvejs i første halvleg sat nogen fine perioder sammen, hvor vi kom til chancer på både standard-situationer og i det åbne spil. Men det var lidt en stillingskrig i Silkeborg med to godt forsvarende hold som ikke tillod modstanderne meget i første omgang.
Først efter en lille halv time skete der for alvor noget, da SIF’erne fik skabt et par chance, hvor Jesper Hansen måtte ud i et par gode redninger.
Frem mod pausen blev vi desværre ramt af en skade, da Mikkel Duelund måtte lade sig udskifte med en skade. Ind kom Tobias Bech.
Lige inden pausen nåede vi at få et hjørnespark. Og her var vi - som vi ofte har været i denne sæson - farlige. Og bolden strøg i kassen, da en SIF’er ramte den og scorede selvmål. Dermed kunne vi gå til pause foran med en.
2. halvleg
Silkeborg startede anden omgang jagtende en udligning efter vores føringsmål og kom også til et par mindre muligheder.
Frem mod en times spil havde vi også tilspillet også muligheder. Blandt andet ved en velspillende Mikael Anderson som efter et godt ryk fik et frispark på kanten af SIF'ernes felt og selv afsluttede flot, men også reddet af Larsen i Silkeborgs mål.
Derfra var det igen lidt en stillingskrig som i 1. halvleg. Dog med hjemmeholdet mere på bolden, da de jo i sagens natur nu skulle ud og jagte mål.
Det gav fra tid til anden nogen muligheder for AGF-omstillinger til blandt andre Tobias Bech og Mikael Anderson.
Med tyve minutter igen blev der så dømt straffespark til Silkeborg IF efter en situation om 'hands' i vores felt. Men efter et VAR-tjek blev kendelsen trukket tilbage.
Men Silkeborg IF havde fået blod på tanden og jagtede en udligning. Men vi stod stærkt i defensiven og fik nye kræfter på banen med 15 minutter igen, hvor Brandhof og Links afløste Madsen og Kahl.
Superligaens topscorer, Alexander Lind kom med ti minutter igen faretruende tæt på, men skød for os heldigvis over mål.
De mange medrejsende fra Aarhus - som bakkede forrygende op i dag - havde gerne set endnu AGF-mål i de sidste minutter, hvor det blev alt for spændende, hvis man holdte med Aarhus.
Silkeborg pressede på, men vi fik den kæmpet hjem og kunne derfor tage en dejlig sejr med hjem til Aarhus.
Med dagens sejr er vi nu på 33 point i 3F Superligaen på femtepladsen med FCN med 36 point lige over os på fjerdepladsen.
Næste kamp er hjemme i Ceres Park på søndag den 17. marts i den sidste kamp inden mesterskabsspillet begynder på den anden side af en landsholdspause. Find billetter til kampen søndag her >>>
SIF vs. AGF / 3F Superligaen Runde 21 / JYSK Park / 10.3 2024
0-1 (0-1)
45+2: 0-1 (selvmål)
Advarsler:
SIF: Alexander Lind
AGF: Mads Emil Madsen, Nicolai Poulsen, Felix Beijmo, Gift Links
AGF:
Jesper Hansen, Eric Kahl (77' Gift Links), Felix Beijmo, Frederik Tingager, Jonas Jensen-Abbew, Jacob Andersen, Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen (77' Frederik Brandhof), Mikael Anderson (90' Tobias Anker), Mikkel Duelund (36’ Tobias Bech), Patrick Mortensen.