INDEN LANGFREDAG: GOD STIME I FARUM SKAL FORTSÆTTE I POKALEN
26.03.2024 06:37
Fredag gælder det FC Nordsjælland på en udebane, hvor vi har gode erfaringer fra i de senere år.
Fredag genoptager vi fodbolden efter landsholdspausen med den første semifinale af to i Oddset Pokalen. FC Nordsjælland venter på deres bane i Farum, hvor der er kampstart langfredag kl. 16.30 på Right to Dream Park. Der er for længst udsolgt på udebaneafsnittet, hvor der bliver plads til 1.200 AGF’ere.
Det er tredje møde med FC Nordsjælland i denne sæson, hvor vi i sommer tabte denne Superliga-sæsons første møde med FCN 1-3 i Aarhus tilbage i runde to på Ceres Park.
Senest kamp var også seneste møde på Right to Dream Park, som endte 0-0.
I Pokalturneringen mødte vi FC Nordsjælland i seneste sæson, hvor vi tabte 0-2 i 4. runde. Ellers er det ikke en lang pokalhistorie, vi har med nordsjællænderne.
Vejen til semifinalen har for vores vedkommende gået over Nykøbing IF, Ishøj og Brøndby IF, mens FC Nordsjælland har vundet over Kolding IF, Viborg FF og AB i deres vej til semifinalen i Oddset Pokalen.
Vi kommer ind til kampen efter en 1-0 sejr i seneste 3F Superliga-runde før landsholdspausen. Her spillede FC Nordsjælland 1-1 hjemme mod Randers FC. De resultater betyder, at det er 3F Superligaens aktuelle nummer fire med 37 point, der i pokalen møder nummer fem som blot er et point efter med 36 point.
Første kamp af de to i semifinalen spilles altså i Farum, hvor vi har haft bedre styr på FCN end i Aarhus i de senere år. Vi skal således tilbage til april 2021 for at finde seneste nederlag på Right to Dream Park og senest møde endte altså også ubesejret i en 0-0 kamp.
Seneste sejr i Farum var i den 30. april sidste år, hvor vi vandt 1-0 på et mål af Mikael Anderson. Så cheftræner Uwe Rösler har i sin tid i AGF altså aldrig tabt i Farum mod FC Nordsjælland, hvilket må siges, at være et godt udgangspunkt for en første kamp i en pokal-semifinale.
Og bortset fra den seneste kamp i Farum, har vi i de otte kampe før den formået at score mod FCN. Historisk set bliver der i ligaen scoret i gennemsnit 2.95 mål, når de to hold står overfor hinanden. Det er da også kun sket tre gange i de sidste 21 år, at AGF og FC Nordsjælland har spillet 0-0, når de har mødt hinanden i 3F Superligaen.
Kampen på fredag er altså i Oddset Pokalen, hvor kun har mødt hinanden to gange, mens vi i 3F Superligaen har mødt hinanden 58 gange, hvor FCN har vundet 26, mens vi er noteret for 16 sejre.
I de senere år har vi haft fint styr på FCN, der “blot” har vundet to af de sidste 10 kampe mod os i 3F Superligaen og altså ikke har kunnet knækkes os på eget kunstgræs i de sidste fem kampe på Right to Dream Park. Ja, i det hele taget kan vi rejse til Farum med god selvtillid i bevidstheden om, at hjemmeholdet blot været i stand til at vinde over os på hjemmebane tre gange siden 2017.
Vi kan også gå ind til kampen i Farum velvidende, at det har været ganske okay på udebane i lang tid for gutterne. Seneste nederlag i 3F Superligaen på udebane var i Viborg den 1. oktober sidste år. Dog tabte vi som bekendt 1-2 i Brøndby i Oddset Pokalen i december, men fik dog det resultat, vi skulle bruge for at komme til fredagens kamp.
Siden den kamp, som var den sidste inden vinterpausen, har vi tabt en enkelt kamp af de fem, vi har spillet i 2024 og har vundet de seneste to kampe.
Så vi rejser til Farum og kunstgræsset på Right to Dream Park med tro på egne evner. Vi glæder os til, at se de mange medrejsende AGF’ere på det udsolgte udebaneafsnit. Sammen skal vi skabe os et godt udgangspunkt for returkampen, som spilles den 11. april i Aarhus.
Billetter til den kamp findes i linket herunder.