BORTVISNINGER FRA POKALKAMP FÅR EFTERSPIL: AGF VIL TAGE SAGEN OP I DIVISIONSFORENINGEN
30.03.2024 16:44
Reaktion på bortvisning af tilskuere til pokalkamp i Farum.
I kølvandet på bortvisningen af omkring 40 tilskuere i gårsdagens pokalkamp mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park vil AGF nu rejse sagen i Divisionsforeningen, da den har principiel karakter.
I den forbindelse har vi i AGF følgende udtalelse:
- Det her handler om situationsfornemmelse og konduite - i modsætning til rigid overholdelse af regler, der aldrig har haft til formål at bortvise fredelige tilskuere, der jubler over en scoring.
- I Aarhus i forbindelse med kampe vil vi fortsat udvise situationsfornemmelse og konduite. Det betyder ikke, at man kan optræde i klubudstyr og udvise truende eller provokerende adfærd på et hjemmebaneafsnit.
- Så vil man blive advaret mod gentagelse eller blive henvist til udebaneafsnittet og i helt grelle tilfælde skulle forlade stadion. Men det var ikke, hvad der skete i Farum på et stadion, der var halvt fyldt.
- Det, der skete i Farum, har vi aldrig som klub oplevet før - heldigvis - og vi vil gerne rejse en principiel debat, om det virkelig er den vej, vi ønsker at gå i dansk fodbold. Det synes vi ikke.
- Derfor vil vi også tage det op i Divisionsforeningen - for det gavner ikke dansk fodbold og en mangfoldig, positiv tilskuerkultur.