HÅRDT ARBEJDE IKKE NOK I HERNING

12.05.2024 19:13

Vi faldt med ære mod FC Midtjylland i dag.

Søndag var vi tilbage i 3F Superligaen efter torsdagens pokalfinale.

Stedet var MCH Arena i Herning, hvor FC Midtjylland tog i mod. Hjemmeholdet kæmpede for point i toppen af mesterskabsspillet, mens det for os handlede om at komme tilbage på sporet efter en stor skuffelse i seneste kamp. 

Vi startede godt i aftensolen i Herning, hvor man ikke kunne se, at det var os, som havde spillet torsdag aften. Med energi og gå på mod forsøgte vi at sætte os igennem. Efter fem minutter fik Kahl en udmærket chance, men hans forsøg gik ved siden af.

Men efterhånden kom hjemmeholdet mere med og satte fart i deres angrebsspil. Og de fik skabt sig nogen chancer, men ikke mere end det. Det gav dog FCM blod på tanden og efterhånden var vi presset en del tilbage.

Da vi nærmede os den halve time endte bolden hos Gue-Sung Cho efter en situation, hvor Bailey ellers var kommet ud af sit mål. Og han vil nok ærgre sig over momentet, som gav en føring til FCM. 

Kort efter kom en anden midtjyde igennem og kunne fra en spids vinkel øge hjemmeholdets føring i en periode, hvor vi havde vores vanskeligheder. 

Men vi spillede os fint op frem mod pausen og med uret på 45 kom Tobias Anker sidst på et godt indlæg fra et frispark og kunne reducere. Det krævede lige et længere VAR-tjek for offside. Men det var Anker ikke og vi kunne gå i omklædningen med et boost i form af et mål. 

2. halvleg 
Det var måske målet, som gutterne tog med sig ind til anden omgang. For som i første halvleg startede vi godt med frisk spil, hvor der blandt andet kom en chance til Felix Beijmo, hvis skud dog blev blokeret. Også Mortensen forsøgte sig med et hovedstød ved en times spil, hvor vi fortsat var fint med i kampen.

En indskiftning efter en times tid af Mads Emil Madsen og Gift Links gav nogen nye kræfter i offensiven, som blandt andre kom Mikael Anderson til gode, da han kom til en fin skudmulighed, men chancen gik over mål  

Hjemmeholdet var fortsat aggressive i deres pres og fik også til tider presset os tilbage og skabt nogen farlige chancer. Men Tingager og co. var stærke i dag og fik afværget meget i 2. halvleg med saft og kraft i tacklingerne. På et tidspunkt måtte vi dog ha' hjælp af stolpen til at afværge et mål. 

Et frispark midtvejs i 2. halvleg var ved at give en god chance, da Patrick Mortensen headede på mål, men han fik ikke nok fart i forsøget. 

FCM var tæt på endnu en scoring, da en afslutning tæt under mål fra en ripost gik over mål. 

Til sidst var vi dog tættere på en udligning end FCM på yderligere et mål. Men vi formåede ikke at få scoret mere i dag. 

Det var masser af hårdt arbejde, vilje og til tider flot offensivt spil fra AGF'erne i dag i Herning. Men til sidst måtte vi erkende, at det ikke rakte til en sejr - endsige point i en kamp, som vi dog havde stor ære af oven på en hård uge for holdet.

Næste kamp er hjemme i Aarhus på torsdag, hvor Silkeborg IF kommer på besøg. Find billetter lige her. 

FCM vs. AGF / 3F Superligaen runde 29 / MCH Arena 12.5 2024 
1-2 (1-2)
24' 1-0: Cho 
32' 2-0: Bech
45' 2-1: Anker

Tilskuere: 10.762

Advarsler


FCM: Martinez, Byskov
AGF: Brandhof 



AGF i Herning: 
Bailey Peacock Farrel, Mats Knoester (34’ Tobias Anker), Frederik Tingager, Felix Beijmo, Eric Kahl (75' Tobias Bach), Jacob Andersen (61' Gift Links), Nicolai Poulsen (75' Magnus Knudsen), Frederik Brandhof (61' Mads Emil Madsen), Mikael Anderson, Tobias Bech, Patrick Mortensen