AGF KVINDEFODBOLD MISSER FINALE EFTER INTENST RETUROPGØR

17.05.2024 16:34

To straffespark blev dyrt i en tæt og intens pokalsemifinale for AGF's kvinder.

AGF’s kvinder spillede fredag aften returopgør i pokal-semifinalen mod Brøndby IF. På Brøndby Stadions bane 2 skulle vi forsøge at spille os i finalen mod Gjensidige Kvindeligaens nummer to. 

Med en 2-1 føring fra den første kamp var semifinalen helt åben og med matchbold på AGF-siden - så det var op til værterne, at få scoret for at bringe finalepladsen over på det deres side. 

Men det havde Brøndby IF svært ved i første halvleg mod en stærk AGF defensiv, som ikke tillod mange chancer og tog fint fat i kampen med en kontrolleret indledning på kampen foran et flot antal fremmødte AGF’ere på tribunerne. 

De kunne se et AGF-hold gå til pause med 0-0 og derfor altså på dette tidspunkt med en finaleplads. 

Kort efter pausen slog hjemmeholdet dog mønt af et indledende pres i 2. halvleg og kunne efter 55 minutter bringe balance i det samlede regnskab ved at score til 1-0. Kort efter fik Brøndby straffespark og nu var det pludselig værterne som var i finalen ved stillingen 2-0.

Men AGF’erne viste flot moral og slog stærkt tilbage, og efter 70 minutter dukkede Laura Faurskov op i Brøndby-feltet og kunne score til 2-1. Og altså bringe den samlede semifinale tilbage helt lige, da det også var resultatet i den første kamp til AGF.

Desværre er det ikke uden grund, at Brøndby IF spiller med om mesterskabet i denne sæson og mod kampens slutning med syv minutter igen fik de tilkæmpet sig endnu et straffespark som blev omsat sikkert til stillingen 3-1.

Den scoring formåede vi ikke at komme tilbage fra og AGF’erne måtte erkende, at semifinalen blev endestationen i dette års pokalturnering efter et samlet nederlag på 3-4, hvor holdet faldt med ære efter to lige og intense semifinaler. 

AGF i Brøndby: 
Katrine Svane, Tina Fremo (71’ Signe Andersen), Julianne Ross, Sarah Sundahl, Sarah Dyrehauge Hansen, Mathilde Rasmussen (71’ Elvira Nejmann), Signe Hansen Baattrup, Johanne Guldbæk, Mariann Høgh Nielsen (78’ Matilda McNamara), Laura Høgh Faurskov, Julie Mathiasen.