VELKENDT LOKAL MODSTANDER STARTER SOMMERENS TESTPROGRAM 

Foto: Ole Nielsen — 21.06.2024 05:41

Lørdag er det niende gang, vi tester mod Brabrand IF. Se med på Play+ fra kl. 11.

Lørdag den 22. juni kl. 11 spiller Superliga-truppen sommeropstartens første testkamp, når Brabrand IF kommer på Fredensvang.



Brabrand IF Fodbold kommer fra et bøvlet forår, hvor vores med-århusianere rykkede ud af 2. division og derfor nu skal gøre klar til en sæson i 3. division. 



Det er en god nabo, som kommer til Fredensvang. Ungdomsafdelingen i Brabrand IF Fodbold er samarbejdsklub til AGF og holdets cheftræner gennem 11 år, Tom Søjberg arbejder i AGF som scout. 



Men efter denne sæson har Tom givet tøjlerne videre til Michele Demontis, som er ny cheftræner for divisionsholdet i Brabrand. Demontis er et kendt ansigt i det århusianske fodboldmiljø, hvor han de sidste to år været træner for Lysengs hold i 3. Division, og har han også tidligere trænet VSK Aarhus og Odder. Testkampen lørdag bliver Michele Demontis første i spidsen for Brabrand divisionshold. 



Flere testkampe i historien 

Vi har de senere år udviklet en god tradition med at spille testkampe mod Brabrand. Senest vi gjorde det var i sen-sommeren sidste år, hvor vi i en landsholdspause spillede 4-0.

Før det spillede vi fem testkampe mellem 2014 og 2019, og før det to træningskampe i 2007-2008 sæsonen. 



Seneste turneringskamp mod Brabrand var i 1. division i sæsonen 2006-2007, hvor Brabrand var oppe og vende i landets næstbedste række. Her spillede vi en kamp 1-1 og vandt 2-0 hjemme i Ceres Park. 



Nu skriver vi 2024 og det gælder nu 3. division for Brabrand i den kommende sæson, mens vi forbereder os til 3F Superligaen. 



Træningskampen starter kl. 11 på lørdag den 22. juni og kan ses på et live-stram på AGF Play+, ligesom man er velkommen på Fredensvang. 

Se hvordan du får AGF Play+ lige her >>>