SIGURD HAUGEN TILBAGE FRA LEJE: DET HAR VÆRET ET BERIGENDE ÅR
21.06.2024 15:47
Norsk angriber tilbage efter lejemål i hollandsk fodbold.
Angriber norske Sigurd Haugen er tilbage på Fredensvang efter han i hele sidste sæson har været udlejet til NAC Breda i den næstbedste hollandske række.
Her kunne Haugen i starten af juni være med til at fejre en oprykning til Æresdivisionen, da den hollandske klub over to kampe vandt et playoff opgør om en plads i den bedste hollandske række.
Med fire mål i oprykningsspillet havde Sigurd Haugen sin store andel af oprykningen i en sæson, hvor Haugen i alt fik scoret ti gange og lavede to assist i de 34 kampe, som Haugen er noteret for i den forgangne sæson for NAC Breda.
Nu er Haugen så tilbage i AGF - klar til at tage del i forberedelserne til en ny sæson.
- Det er dejligt at være tilbage. Jeg har savnet byen og klubben, og det har været godt at se mine holdkammerater igen. Det er jo stort set de samme der er her, som da jeg tog afsted, og det har været rart at se dem igen, siger Sigurd Haugen, som har haft et år med både op- og nedture i Holland og en erfaring rigere, som han sætter pris på.
- Det var en berigelse for min karriere at være et år i Holland. Breda er en fed klub, men vi havde en vanskelig sæson. Det var egentlig en trup med mange gode spillere, men vi havde svært ved at få det til at fungere i begyndelsen af sæson og manglede måske noget struktur i holdet. Men til sidst fandt vi formen og spillet, og så endte det jo med en oprykning på den bedst mulige måde.
- Jeg tog afsted for at få nogen gode oplevelser i min karriere, og få scoret nogen mål igen - det har jeg opnået, og jeg ser tilbage en god oplevelse.
Nu træner Sigurd Haugen så igen på Fredensvang, hvor forberedelserne til den nye sæson er i fuld gang.
I morgen - lørdag den 22. juni - spilles opstartens første testkamp, hvor Sigurd Haugen kan få ”comeback” i den hvide trøje og han er klar til at tage kampen op for spilletid og en mulighed for en frisk start i AGF-truppen.
- Den umiddelbare plan er nu, at jeg er med i ”preseason”. Jeg vil gøre mit bedste, og sammen med de andre, arbejde hårdt for at gøre os klar til en ny sæson. Jeg har set frem til at komme hjem og er klar til at gribe det som en frisk start, siger Haugen, der kom til AGF i sommeren 2022 og indtil nu er noteret for 34 kampe og seks mål.
Superliga-truppen - nu altså igen med Sigurd Haugen - spiller lørdag kl. 11 testkamp mod Brabrand IF på Fredensvang.
Testkampen kan ses på AGF Play+. Mangler du stadig Play+, så følg linket herunder.