NY ASSISTENTTRÆNER PÅ PLADS I 3F SUPERLIGA-STABEN
14.06.2024 10:30
Velkommen til Rob Kelly som bliver ny assisterende træner i trænerstaben for 3F Superliga-truppen.
Efter Dave Reddington oven på sæsonen 23/24 stoppede som assistenttræner i 3F Superliga-staben, tager en anden englænder i næste uge nu over på den ledige plads som assistenttræner for cheftræner Uwe Rösler.
Således tiltræder den erfarne engelske træner Rob Kelly efter weekenden som ny assisterende træner i AGF.
Rob Kelly er 58 år og har en lang trænerkarriere bag sig. I Aarhus genforenes han med cheftræner Uwe Rösler som han har arbejdet sammen med flere gange tidligere.
Rob kommer fra en rolle som assisterende træner i Rotherham United og har i sit hjemland tidligere arbejdet i klubber som Leicester, Wigan Athletic, Blackburn Rovers, West Bromwich, Nottingham Forest og Sheffield Wednesday.
Rob Kelly har også været assistenttræner i Malmö FF, Düsseldorf, Leeds United, og Fleetwood Town F.C, hvor han i de fire klubber har arbejdet sammen med AGF’s cheftræner, Uwe Rösler. Nu genforenes de to erfarne trænere altså på Fredensvang.
- Jeg har kendt Rob i lang tid og han er legemliggørelsen af de værdier, vi værner om i vores klub. Han står for hårdt arbejde og loyalitet, og han kommer med en stor erfaring fra mange forskellige roller i fodbolden. Han har demonstreret sin evne til at tilpasse sig forskellige fodboldkulturer og han bliver en værdifuld del af vores stab i det fremtidige arbejde, siger cheftræner Uwe Rösler om sin nye assistent.
- Det er en stærk kapacitet, vi nu får som assisterende træner. Rob har mange års erfaring med fodbold på højeste niveau, og det er en stor fordel, at han og Uwe har arbejdet sammen tidligere, og kender og respekterer hinanden.
- Rob er præcis den profil, vi har brug for og vi glæder os til at byde ham velkommen på Fredensvang, når forberedelserne til den nye sæson går i gang, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.