FARVEL TIL EN KLUBMAND: HVIDT RYKKER VEST PÅ
15.06.2024 11:15
Benjamin Hvidt forlader AGF til fordel for Esbjerg fB.
AGF og Esbjerg fB er blevet enige om en transfer for midtbanespilleren, Benjamin Hvidt, som rykker til Blue Water Arena i Esbjerg med det samme.
Dermed forlader Hvidt nu den klub, han er vokset op i og fik sit gennembrud som seniorspiller.
De senere år i AGF har dog været forstyrret af et par alvorlige skader for Benjamin Hvidt og med en stærk konkurrence på midten af banen i AGF giver det nu mening for den 24-årig Hvidt, at søge spilletid i en anden klub.
- Det bliver godt for Benjamin Hvidt at komme til en ny klub og få en frisk start, hvor han har gode udsigter til spilletid. Han var en stor og vigtig del af vores hold i sæsonen 2019/2020 og sæsonen efter, men har også været igennem et par alvorlige skader. Her har han vist et stort hjerte og kæmpet hårdt for at komme tilbage - og også på den måde er han et eksempel til efterfølgelse for andre unge AGF’ere.
- Hvidt er vokset op i AGF og fik debut helt tilbage i 2017, og det er da heller ikke uden vemod, at vi nu siger farvel. Men det her er den bedste løsning for alle parter og derfor har vi også været meget velvillige i forhold til aftalen med Hvidt og Esbjerg.
- Vi glæder os til at følge Benjamin i hans videre færd i Esbjerg og ønsker ham alt det bedste fremover, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
Benjamin Hvidt nåede 69 kampe for AGF og er også noteret for 28 ungdomslandskampe for Danmark. Han stammer oprindeligt fra vores samarbejdsklub, Kolind Perstrup if på Djursland og har spillet i AGF siden de tidlige ungdomsår.
Hvidt skifter til EfB, når de starter sæsonen op frem mod NordicBet Ligaen den 2. juli.
Alle i AGF ønsker Benjamin Hvidt held og lykke i de nye udfordringer.