EN NY ÆRA I AARHUS: AGF’S NYE SPILLERTRØJE PRÆSENTERET
13.06.2024 14:13
Den første AGF-trøje fra Craft er nu på gaden.
Fra den kommende sæson 2024/2025 kommer alle AGF’s fodboldhold - fra 3F Superligaen og Gjensidige Kvindeligaen og helt ned til U10 - til at optræde i en ny spillerdragt fra Craft.
Det har ligget fast siden AGF i januar kunne præsentere en ny historisk aftale med det svenske sportsbrand, der afløser hummel som AGF’s udstyrspartner.
I dag torsdag har AGF så præsenteret de første synlige tegn på det nye samarbejde i form af AGF’s spillerdragter. Det skete ved et stort event på Salling ROOFTOP, hvor både AGF’s nye hjemmetrøje, samt udebane- og tredjetrøje blev præsenteret for de mange fremmødte fans, som tog godt imod de nye trøjer.
Især vakte den nye hjemmebanetrøje begejstring. Trøjen - som er i salg fra i dag - er designet til de store øjeblikke på Ceres Park og er inspireret af fortidens klassiske trøjer. Især trøjerne fra starten af 90’erne med ikoniske blå ærmer, som mange stadig husker fra en ikonisk pokalfinale i 1992, hvor AGF vandt pokalen på hjemmebane i Aarhus.
Og hjemmebanen går da også igen i det ellers rene og minimalistiske udtryk, hvor stoffet er præget af mønstre fra murene på de gamle stadionbygninger på John Stampes Plads, som er ved at blive en del af en helt ny hjemmebane.
Som noget nyt er AGF’s partnere på trøjen; Ceres, Arbejdernes Landsbank og Mybanker trykt i en farve, der komplimenterer trøjens design og dermed underbygger det minimalistiske og rene udtryk i trøjen, som i den nye sæson skal bæres af både AGF’s 3F Superligahold og kvindeholdet i Gjensidige Kvindeligaen.
I tråd med både AGF’s og Crafts visioner og værdier om bæredygtighed er de nye trøjer lavet i af 100 procent genanvendt polyestermateriale.
I dag kan vi se resultatet
Craft har siden 1977 produceret og markedsført innovativt sportstøj med fokus på performance, og er bredt anerkendt blandt atleter og sportsudøvere verden over for deres høje kvalitet.
I nyere tid har Craft også bevæget sig ind i fodbold. Udover AGF samarbejder Craft blandt andre med hold som SV Darmstadt 98, KAA Gent, IFK Göteborg og Hammarby IF.
- AGF er en storklub og blandt de mest traditionsrige i dansk fodbold med en stor og engageret opbakning - ikke bare i Danmarks næststørste by, men over hele Danmark. Men de er også en moderne og nytænkende klub, som vi deler værdier med på en række områder, og det har været et fremragende og godt forløb at nå hen til præsentationen i dag, hvor vi kan vise tilhængerne det første resultat af vores nye samarbejde, siger Heine Westbæk, der er salgschef i Craft TeamSport & Special Productions.
AGF's nye hjemmebane-trøje kan købes fra i dag online i AGF Fanshoppen Og i AGF Fanshoppen fra i morgen kl. 13. Husk at fanshoppen også åben lørdag fra 10 til 14.
AGF's nye udebane, tredjetrøje og en særlig pre-seasontrøje som også blev præsenteret i dag, bliver frigivet til salg senere.