AGF KVINDEFODBOLD SLUTTEDE SÆSONEN MED MANER 

15.06.2024 11:53

AGF Kvindefodbold vandt i dag 4-2 på udebane over Kolding IF og sluttede dermed sæsonen af på flotteste vis.

Under silende regn spillede AGF’s kvinder lørdag sidste kamp i denne sæsons Gjensidige Kvindeliga. Destinationen var Kolding og missionen var at få sluttet godt af efter sidste rundes nederlag til HB Køge.

Og AGF’erne var opsatte på at vise sig godt frem på en meget våd bane i Kolding som til tider vanskeliggjorde spillet.

Men udeholdet fik alligevel sat en god start ind mod Kolding IF. Vi skabte flere chancer og kom til op til flere gode indlæg i kampens første halve time, hvor især Signe Baattrup var ihærdig og boltrede sig på den tunge bane med hårdt arbejde og gode indlæg. 

I den anden ende var der god kontrol, hvor Kolding ikke fik lov til at komme til nogen nævneværdige chancer. 

Og efter den halve time fik vi kapitaliseret på den gode start i form af mål. Først ved Laura Faurskov som tog chancen fra kanten af feltet og lagde på sin flotte målstime med et stærkt mål på sin tidligere hjemmebane. Det var det niende sæsonmål fra Faurskov. 

Kort efter fulgte Mathilde Rasmussen op med hovedet på et godt indlæg fra Tina Fremo. Og bum. AGF foran 2-0!

Flere mål kom der ikke i en stærk AGF-halvleg.

2. halvleg
Anden omgang var ikke særlig gammel før Mathilde Rasmussen igen var på spil. På et kort indlæg var hun vågen ved forreste stolpe og fik scoret endnu en gang til 3-0 i en fin start på 2. halvleg. 

Da der var spillet en times tid var vi ikke helt vågen efter en lang bold op i AGF-feltet og Kolding fik reduceret. Det var dog ikke begyndelsen på et comeback af hjemmeholdet. For AGF’erne var stadig i fin kontrol, fik skabt chancer og holdte fortsat hjemmeholdet fra det samme.



Med tyve minutter tilbage på kampure fik AGF’erne frispark oppe på Koldings banehalvdel. Sarah Dyrehauge var vågen og fandt en lige så vågen Signe Battrup, der var løbet i dybden og Battrup kunne krydre en stærk kamp med et mål til 4-1. 

Hen mod kampens slutning fik Kolding reduceret endnu en gang, men kunne ikke nå århusianerne, som sluttede sæsonens af med en flot sejr på udebane på 4-2 over Kolding IF. 

Med dagens resultat slutter vi på femtepladsen med 27 point i Gjensidige Kvindeligaen - den bedste placering i tiden med AGF Kvindefodbold. Nu venter en velfortjent sommerpause inden turneringen genoptages på den anden side af ferien. 

AGF i Kolding: 
Katrine Svane, Marie Gade, Tina Fremo, Ally Green, Julianne Ross, Matilda McNamara, Sarah Sundahl, Sarah Dyrehauge, Mathilde Rasmussen, Sunneva Sigurvinsdóttir, Signe Baattrup, Johanne Guldbæk, Mariann Høgh Nielsen, Kathrine Spanner, Sofie Jørgensen, Laura Faurskov, Julie Mathiasen, Marie Olesen.