AGF KVINDEFODBOLD: AFSKED MED FLERE SPILLERE 

10.06.2024 08:04

Fire spillere forlader AGF Kvindefodbold efter sæsonen.

AGF Kvindefodbold nærmer sig sæsonafslutningen med kun en kamp tilbage i Gjensidige Kvindeligaen 23/24. I forbindelse med sæsonens sidste hjemmekamp blev der i weekenden taget afsked med flere spillere, som ikke bliver en del af holdet i næste sæson. 

Det drejer sig om forsvarsspilleren, Mathilda McNamara, som kom til AGF fra australsk fodbold for to år siden og som nu drager videre. Med international erfaring har McNamara været med til at løfte kulturen i AGF Kvindefodbold og har været en stor del af realiseringen af top seks ambitionerne i denne sæson.

Vi skal også sige farvel til Emma Hoppe, som drager videre i jagten på mere spilletid. Efter en skade er Emma kommet flot tilbage og har bidraget med sine kvaliteter. Det er nu centralt for Emma at få en masse spilletid og vi ønsker hende alt det bedste med næste fodboldeventyr. 

Det er også tid til farvel til Sunnevá Sigurvinsdottír, der kom fra Island i vinters og har været en enorm kvalitet både på og uden for banen. En del skader har bevirket et lidt usammenhængende forår, men hendes lederkvaliteter og engagement har været en stor gevinst for miljøet. 
    
Farvel til århusianer. 
Endelig skal vi også farvel til Camilla Bonde, når sæsonen er slut. Camilla har haft sin gang i både VSK Aarhus og IF Lyseng inden hun blev en del af AGF’s succesfulde år i ungdomsrækkerne. Hendes indsats blev sidste år kvitteret med en kontrakt i hendes transitions-år til seniorholdet, hvor Camilla fortsat har lagt på hendes udvikling. Nu søger Camilla muligheden for spilletid et andet sted end AGF. 

Alle i AGF siger tak for indsatsen og ønsker held og lykke med den fremtidige karriere.