FØR SØNDAG: DER ER MÅL I KAMPENE MELLEM AARHUS OG KØBENHAVN

25.07.2024 09:20

Søndag venter FC København i Parken. Her dykker vi ned i opgøret mellem landets to største byer.

3F Superligaen blev i den foregående weekend skudt i gang med en ganske målrig runde med 18 mål. Heraf blev to scoret på Ceres Park, da vi tog imod FC Midtjylland i turneringens åbningskamp i en begivenhedsrig kamp, der sluttede med pointdeling og et 1-1 resultat i en kamp, hvor vi havde chancer til flere mål.

Nu venter FC København på søndag, og det er ikke mere end tre 3F Superliga-kampe siden sidste kamp mellem landets to største byer. 

Den 21. maj 2023 var københavnerne på besøg i Aarhus til et opgør, der lå godt til Mads Emil Madsen. Her lavede vores nummer 7 således tre mål i en 3-2 sejr på Ceres Park.  

Derudover sluttede FC København deres sidste to kampe på hjemmebane i sidste sæson uden en sejr, da de spillede 1-1 med FC Nordsjælland og led et nederlag til FC Midtjylland på 1-2, mens vi som bekendt vandt vores sidste kamp med 3-2 ude over Brøndby IF. 

Så på søndag har vi muligheden for at forhindre FC København i at få en sejr i deres tredje Superliga-hjemmekamp i streg - noget der ikke er sket siden sæsonen 2019/20. Og vi kommer ind til kampen med en god udebane-statistik fra sidste sæson, hvor vi "blot" gik fra banen uden point fire gange, vi ikke spillede i Aarhus. 

Søndagens modstander startede deres sæson med en 2-0 sejr på udebane over Lyngby, hvilket efterlader dem på 2. pladsen i 3F Superligaen, hvor vi er nummer otte inden kampen. 

Flere mål på søndag?
Med en kamp mod FC København følger der efterhånden næsten målgaranti.

I de sidste fem opgør mellem AGF og FC København er der således blevet scoret 22 mål, hvor de to klubber står for 11 hver, og kun én gang de sidste otte år er en kamp mellem de to klubber endt uden mål. Ser man ti kampe tilbage er der scoret 31 gange i kampene. 

Og måske der kommer mål fra Patrick Mortensen. Han har i hvert fald scoret seks gange mod FC København for AGF og her de fleste i Parken. Også Frederik Tingager har været målfarlige i Parken, hvor han er noteret for to scoringer i de senere kampe. 

Eller måske der er mål fra Tobias Bech som kom på tavlen i fredagens premiere og endnu ikke er noteret for et mål mod FC København i AGF-trøjen. 

Af de fem seneste kampe sidder de to klubber på to sejre hver og et enkelt uafgjort resultat. Af de fem resultater var fire af dem i sidste Superliga-sæson, og her kom vi fordelagtigt ud med to sejre og en uafgjort og et enkelt nederlag, som faldt i seneste kamp i København. 

I alt har de to klubber mødt hinanden 90 gange i Superliga-historien, hvor FC København har vundet 44, mens vi står noteret for 20 sejre. I de seneste ti kampe har FCK'erne vundet fem, vi har vundet to og spillet uafgjort tre gange. 

FC København skal inden kampen mod os en tur til Gibraltar, hvor de torsdag aften skal spille kvalifikationskamp til Conference League mod Bruno’s Magpies.

Omvendt kommer vi ind til kampen med et par ekstra dages forberedelse, da vores seneste kamp var fredag den 19. juli. 

Og den periode har mange AGF-fans brugt på at købe en billet til udebaneafsnittet i Parken, hvor der torsdag middag var tæt på udsolgt. 

Så spillerne kan se frem til en kamp med stor opbakning fra tribunen når vi søndag den 28. juli kl. 18 spiller det 91'ende opgør mellem Aarhus og København.

Har man ikke fået billet, kan kampen følges på TV3+ og Viaplay.