AGF KVINDEFODBOLD FÅR PAPIR PÅ TALENT

09.07.2024 04:14

Første kontrakt med Clara Littrup

Hun cementerede U19 Pige Ligas pokalfinalesejr i sidste måned med noget af et drømmehug, da Clara Littrup scorede sejrsmålet i 3-1 sejren over Fortuna Hjørring i pokalfinalen for U19. 



Nu har den talentfulde midtbanespiller tegnet sin første kontrakt med AGF som hun kom til fra netop Fortuna Hjørring, da hun i 2022 tog til Aarhus for at tage 10. klasse på Risskov Efterskole.

Nu går 18-årige Clara Littrup på Riiskov Gymnasium ved siden af fodbolden i AGF Kvindefodbold, hvor hun altså har tegnet sin første kontrakt. 



- Clara har været en central del af U19’s flotte sæson og hun har udviklet sig meget siden hun skiftet til os. Den udvikling, vil vi gerne belønne med en kontrakt, som sikrer Clara ro til at fortsætte sin udvikling, hvor hun med sit talent og sin teknik banker på liga-holdet til den kommende sæson.

- Så det er en stor glæde for os, at vi nu kan præsentere Clara som ny kontraktspiller i AGF Kvindefodbold, siger Daniel Lauridsen, chef for AGF Kvindefodbold. 



Udover det flotte mål i pokalfinalen har Clara Littrup gjort sig bemærket ved hele tre gange i sidste sæson, at score direkte på hjørnespark. En helt usædvanlig statistik, som blot understreger hendes fine sparketeknik.



Clara Littrup, som fyldte 18 år i sidste måned, er noteret for syv ungdomslandskampe.