MÅLMANDSTRÆNER PÅ PLADS 

Foto: NFF — 08.01.2024 16:00

Erfaren træner på plads i trænerteamet på Fredensvang.

I vinteropstarten er der kommet et nyt ansigt i trænerteamet på Fredensvang.

For efter nu tidligere målmandstræner, Nikolai Pold fra årsskiftet er overgået til en funktion som Team- og pitchmanager, er hans afløser som målmandstræner nu faldet på plads. 



Her er valget faldet på Frode Grodås, som kommer fra en stilling i det norske fodbold-forbund som målmandstræner under landstræner Ståle Solbakken. Nu tager den 59-årige træner til Aarhus for at stå for træningen af AGF’s målmandsteam, som i Superliga-truppen består af Bailey Peacock-Farrel, Jesper Hansen og Jonathan Hutters.



- Frode er en meget dygtig og erfaren træner, som både jeg og Uwe Rösler gennem tiderne har stiftet bekendtskab med og som har et godt ry i branchen for sin nidkærhed og store professionalisme. Han kommer både med erfaring fra sin egen tid som spiller og som træner i forskellige klubber og fra de senere år, hvor han har arbejdet med de norske landsholdsmålmænd, fortæller sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.  

Frode Grodås spillede selv fra 1987 og tyve år frem, hvor han optrådte for klubber som Chelsea, Tottenham og Schalke 04, mens han i hjemlandet har spillet flest kampe for Lillestrøm. I sin aktive karriere nåede han 50 landskampe for Norge og har siden 2010 været tilknyttet det norske herrelandshold som træner. 


Han har indtil videre lavet en aftale med AGF frem til sommer. Og det er helt bevidst med en kortere aftale fortæller, sportschef Stig Inge Bjørnebye.



- Med de organisatoriske ændringer, vi har foretaget omkring trænerstaben, manglede vi en ny målmandstræner. Det har vi nu fået ind i form af en kapacitet som Frode Grodås. Og det giver os nu god tid til at se på en løsning på den lange bane - og omvendt giver det også Frode mulighed for at se os an. Så det er en rigtig god løsning for alle parter og vi glæder os til at byde Frode velkommen på Fredensvang, siger Stig Inge Bjørnebye.

Frode Grodås tiltræder i AGF med det samme og tager derfor del i forberedelserne til foråret, som for alvor starter, når Superliga-truppen i morgen rejser på den første af to træningslejre i Spanien.