AGF-ASSISTENT BLIVER CHEFTRÆNER I NORGE
16.01.2024 19:00
Kenneth Dokken bliver cheftræner i Eliteserien i Norge.
AGF’s assistenttræner, Kenneth Dokken har fået chancen for et topjob i hjemlandet Norge, hvor han tiltræder som cheftræner for Odds BK, der spiller i Eliteserien i Norge.
Erstatningen og kompetencerne til at overtage Kenneth Dokkens opgaver omkring Superligaholdet i AGF er allerede på plads i den sportslige organisation.
- Vi er nået til enighed med Odds BK om, at Kenneth Dokken tiltræder som deres nye cheftræner. I den forbindelse var det for os afgørende, at vi med vores tre assisterende trænere; Dave Reddington, Marcus Tjärnberg og Philipp Grobelny har et meget stærkt team på plads, der kan overtage Kenneths opgaver omkring holdet og cheftræner Uwe Rösler, siger sportschef I AGF, Stig Inge Bjørnebye, der tilføjer, at AGF nu siger farvel til et fint menneske og en god kollega.
- Vi er alle taknemmelige for tiden sammen med Dokken i AGF. Hans energi og positive humør - kombineret med hans detaljerede viden om fodbold - har bidraget stærkt til vores fremgang i hans periode, tilføjer Stig Inge Bjørnebye.
Selv glæder Kenneth Dokken sig til den nye udfordring og til muligheden for at komme hjem til familien i Norge.
- Jeg vil gerne sige mange tak til AGF og til alle de gode mennesker, jeg har arbejdet sammen med i klubben. Jeg har haft en rigtig god tid i klubben, hvor jeg har lært meget.
- Det har også været dejligt at bo i Aarhus, som er en fantastisk by, hvor min søn er født. Så jeg og min familie vil altid have et særligt forhold til Aarhus.
- Men nu er jeg klar til at prøve det næste skridt på træner-trappen og jeg er taknemmelig for, at jeg nu får muligheden for en rolle som cheftræner og samtidig for at komme hjem til familien, siger Kenneth Dokken.
AGF’s cheftræner Uwe Rösler glæder sig også på sin assisterende træners vegne.
- Jeg vil ønske Kenneth stort tillykke med muligheden for selv at stå i spidsen for et hold og sige ham mange tak for indsatsen i AGF. Jeg ønsker ham alt mulig held og lykke i Norge, lyder det fra cheftræner i AGF, Uwe Rösler.
Kenneth Dokken fratræder efter den aktuelle træningslejr på fredag og tiltræder derefter sit nye job i Norge.