ER DET MALPLACERET AT TALE OM SÆD PÅ CERES PARK?

14.02.2024 09:26

Et nyt samarbejde mellem AGF og Born skal sætte fokus på og øge åbenheden omkring mandlig fertilitet og sæddonation.

Et partnerskab mellem AGF og sædbanken Born - der bliver ny Sølvpartner i AGF - skal sætte fokus på mænds fertilitet og sæddonation for at oplyse og nedbryde tabuer. Samarbejdet skal være et skridt mod at ændre den måde, vi taler om og forstår mandlig fertilitet på. 

I en tid hvor danskernes sædkvalitet er stærkt faldende, og hvor 10-15% af alle danskere oplever fertilitetsudfordringer, har et helt nyt samarbejde mellem AGF og Born til formål at sætte fokus på og øge åbenheden omkring mandlig fertilitet og sæddonation.

Born og AGF vil bruge sportens samlende kraft som platform for at informere og uddanne offentligheden om et emne, som traditionelt har været tabubelagt.

- Sammen med AGF glæder vi os meget til at udbrede kendskabet til reproduktiv sundhed, mandlig fertilitet og sæddonation i det hele taget - det er noget, der berører os alle. Vores ambition er, at det ikke skal være akavet at træde ind i en sædbank for første gang, og at alle skal have adgang til at få testet deres sædkvalitet, siger Marlene Vium, Managing Director hos Born, som understreger vigtigheden af oplysning og dialog: 

- Vi håber at kunne gøre op med nogle af de myter, der omgiver sæddonation. Vi mener for eksempel ikke, at man bliver far, som mange tror. Men man hjælper andre mennesker til at blive forældre og dermed bringe glæde og lykke til familier over hele verden.

Fodboldfans skal tale om sæd
Initiativet bliver lanceret den 25. februar ved AGF's første hjemmekamp i 2024. Her vil Born inden kampen være til stede i AL Bank Fanzonen, hvor de vil fortælle om mulighederne for at blive sæddonor og dermed vise, at det ikke er malplaceret at tale om sæd på Ceres Park.

- Born har stærk tilknytning til Aarhus, hvor vi har vores hovedkontor. Så vi vil gerne støtte op om byens hold og i en åben dialog med lokalsamfundet i Aarhus. På den måde ser vi samarbejdet med AGF som en strålende mulighed for at nå ud til nye mennesker, og dermed fremme åbenhed, oplysning og dialog om mandlig fertilitet og sæddonation, lyder det fra Marlene Vium.

I overensstemmelse med målet om at udfordre myter og fremme en åben og uhøjtidelig samtale om sæddonation, tilbyder Born gratis test af sædkvalitet. Denne service er tilgængelig for enhver - uafhængigt af om man vælger at blive sæddonor.

Om Born
Born er en dansk, men international sædbank, der blev grundlagt i 2016. De har en dybt personlig tilgang til det, de laver, og hylder diversitet i arbejdet for at hjælpe par og singler med at få drømmen om et barn opfyldt.

Hovedkontoret ligger i Aarhus med afdelinger i Aalborg, Odense og København. Herfra arbejder Born hårdt for at blive den bedste sædbank for både donorer og de familier, som betror Born med deres ønske om en familie. 

Se mere på saeddonor.com