AGF KVINDEFODBOLD: TRÆNINGSLEJR I HIMMERLAND
23.02.2024 05:48
Med en vinteropstart, der har budt på gode træningspas og en træningskamp mod vores kommende pokalsemifinale-modstander Fortuna Hjørring, vendte AGF Kvindefodbold forleden hjem fra en god træningslejr.
Den blev holdt i resortet HimmerLand og var blevet til i samarbejde med hovedpartner for AGF Kvindefodbold, Lars Larsen Group, som med en ekstra støtte havde muliggjort træningslejren for Gjensidige Kvindeliga-truppen og staben.HimmerLand imponerede med moderne og lækre faciliteter, der ikke blot sikrede spillerne en høj træningskvalitet, men også mulighed for at styrke det sociale bånd mellem holdkammeraterne.
- Det har været en fantastisk oplevelse at være i HimmerLand. Resortet tilbyder en fremragende bane, fantastiske faciliteter og lækker mad. Rammerne i HimmerLand giver os mulighed for at få mest muligt ud af træningen samtidigt med, at vi kan pleje det sociale aspekt, lyder det fra cheftræner Michael Schjønberg.
Under opholdet blev der afviklet seks træningspas på en spritny kunstgræsbane, styrketræning i fitness og en række holdaktiviteter som teambuilding med golfsimulator, padel og en tiltrængt tur i spaen. Nogle spillere nød endda en speciel oplevelse med en svømmetur i den nærliggende sø efterfulgt af en tur i saunatønden midt i det vinterlige landskab.
I forberedelserne til den kommende forårssæson har vores samarbejde med Lars Larsen Group været af afgørende betydning. Deres støtte har været en vigtig faktor, mens fokus er mod en pokalkvartfinale og et medaljeslutspil, og hvor holdet har arbejdet målrettet på at forfine vores færdigheder og styrke vores samarbejde.
-Det har været en rigtig god proces med en stærk samarbejdspartner i Lars Larsen Group, som har været med til at muliggøre rammerne for et godt træningsophold, der kunne skræddersyes til vores behov. Både sportsligt og socialt har det været med til at skabe gode forudsætninger for forberedelsen frem mod en vigtig forårssæson, fortæller Marie Greve, chef for AGF Kvindefodbold.
Inden pokalkvartfinalen spilles mod Fortuna Hjørring d. 9 marts, venter der en sidste træningskamp ude mod Kolding IF lørdag d. 2 marts kl. 14.
Besøg selv HimmerLand her >>>