VEJLBY VENTER: BLIV KLOGERE PÅ ÆNDRINGER FOR ABONNENTER
19.12.2024 14:44
Uddybning af ændringer for abonnenter og sæsonkortholdere, når vi skal til Vejlby.
I forbindelse med, at vi fra foråret spiller vores hjemmekampe på en midlertidig hjemmebane i Vejlby, har vi informeret om en række ændringer for sæsonkortholdere og abonnenter.
Vi opfordrer i den forbindelse alle abonnenter til at se den email, vi har sendt ud med informationer.
Ændringer har affødt en række spørgsmål og kommentarer. Vi vil derfor benytte lejligheden til at uddybe ændringerne, som grundlæggende handler om, at alle fremover skal hente en billet fra kamp til kamp.
Det sker under hensyntagen til den betydeligere lavere kapacitet, vi har i Vejlby med plads til ca. 12.000 - 8.000 færre tilskuere end på Ceres Park.
Og da vi ønsker at så mange som muligt skal få mulighed for at blive en del af fællesskabet og undgå tomme sæder, skal der nu fremover hentes en billet på forhånd - til gavn for alle, da det sikrer, at vi kan give plads så mange fans som muligt.
På Ceres Park har vi i denne sæson i gennemsnit for eksempel haft 35 procent tomme sæder i de sektioner, hvor man har fast plads. Det scenarie vil vi gerne undgå på Vejlby.
Nogen af de spørgsmål, vi har mødt i indbakken og på de sociale medier, er:
Er jeg som abonnent garanteret en billet?
Ja, det er man. Er man abonnent/sæsonkortholder, har man naturligvis en plads/billet. Man skal blot trække sin billet i den periode, hvor vi kun har åbent for abonnenter. Den periode varierer i forhold til kampene, men vil typisk være 48 timer.
Herefter åbner vi op for, at andre kan købe billet til stadion, og dermed kan kampen blive udsolgt. Men benytter man sin fortrinsret, er man sikret. Men afhenter man ikke en billet, går den i frit salg. Man kan ikke komme ind på stadion uden at fremvise en billet.
Kan alle tegne et familieabonnement?
Vi kan desværre ikke åbne op for at alle kan tegne et familieabonnement. Vi skal sikre, at alle abonnenter har plads på stadion og derfor vil vi i første omgang kun tilbyde det til de familier, der i dag har et familieabonnement. Når vi har set, hvor mange der vælger dette abonnement, åbner vi eventuelt op for andre.
Hvor sandsynlig er det jeg kan få en billet i løssalg?
Det kommer helt an på interessen for kampen. Der vil altid være billetter i løssalg, men naturligvis i et begrænset antal. Men vi kan ikke sige præcist, hvor mange, da vi garanterer vores abonnenter ret til en billet først.
Kan jeg opgradere abonnement?
Man kan desværre ikke ændre sit abonnement nu. Vi har meget begrænset kapacitet i Vejlby og vi skal have plads til alle i de forskellige kategorier. Viser det sig, at vi har ekstra plads i nogle kategorier, så åbner vi muligvis op for, at man kan opgradere, men vi bliver nødt til at være helt sikre på, at vi har plads nok til alle, som vi har lovet.
Hvordan kommer jeg til at sidde med mine venner?
Hvis man gerne vil sidde sammen med dem, man normalt tager til fodbold med, så brug vores venne-funktion. Se mere om den her.
Den funktion har allerede været brugt af vores sølv-abonnenter i hele 2024, og giver en person mulighed for at hente til flere venner. Det er også fleksibelt, så er man tre venner til den ene kamp og fem til den næste, kan man stadig sidde sammen.
Vi kan i øvrigt som udgangspunkt ikke love, at man kan købe en plads til børn eller venner uden abonnement. Kapaciteten sætter en begrænsning for de muligheder, vi kan give vores abonnenter, da førsteprioritet er, at der er plads til alle, der har et abonnement.
Vi arbejder på, hvordan vi bedst tilbyder abonnenter at købe billetter, men det vil variere fra kamp til kamp og afhængig af efterspørgelse.
Kan jeg som abonnement købe pladser til mine børn eller venner uden abonnement ved siden af mig?
Som udgangspunkt kan vi ikke love, at du kan købe en plads til børn eller venner uden abonnement. Kapaciteten sætter en begrænsning for de muligheder, vi kan give vores abonnenter, da første prioritet må være, at der er plads til alle, der har et abonnement. Vi arbejder på, hvordan vi bedst tilbyder abonnenter at købe billetter, men det vil variere fra kamp til kamp ift. efterspørgsel.
Hvorfor kan jeg ikke få en fast plads?
Vi tilbyder ikke faste pladser, da det begrænser fleksibiliteten. Vi forstår, at det for mange fungerer godt med en fast plads, men for at få plads til flest muligt på et stadion med en stærkt begrænset kapacitet, har vi brug for den fleksibilitet, det giver, at man aktivt skal trække billet fra kamp til kamp.
På Ceres Park har vi i denne sæson i gennemsnit som nævnt haft 35 % tomme sæder i de sektioner, hvor man har fast plads. De pladser vil vi gerne tilbyde til andre fans, der kan støtte holdet til de kampe, hvor man ikke nødvendigvis selv kan komme.
Har man yderligere spørgsmål, kan man finde en meget fyldig og detaljeret FAQ lige her, som vil svare på endnu flere spørgsmål. Man kan også kontakte os på [email protected]
På gensyn i Vejlby til foråret.