JACOB ANDERSEN I LANG FORLÆNGELSE MED AGF

19.08.2024 14:51

Unge Jacob Andersen har forlænget sin aftale med AGF frem til sommeren 2028.

Nyheden er netop blevet præsenteret på Ceres Park inden dagens hjemmekamp - til stor glæde for det talstærke publikum.

Jacob Andersen har forlænget sin kontrakt med AGF med tre år, så den nu gælder frem til 30. juni 2028. 



Dermed forlænger Jacob Andersen for første gang med AGF siden han sidste sommer rykkede op på fuld tid i førsteholds-truppen på Fredensvang.

Indtil videre er Andersen noteret for 30 førsteholdskampe for AGF og har i denne sæson fået spilletid i alle Superliga-kampene indtil videre.  



- Det er en stor glæde, at vi nu kan præsentere en længere aftale med en af vores egne spillere, som er vokset op i AGF. Jacob har en god aggressivitet og fart i sit spil, der gør ham spændende som forsvarsspiller, og han er en fleksibel spiller som kan dække flere pladser. Han arbejder også altid med stort hjerte, og er på den måde en god eksponent for vores værdier om hårdt arbejde og vindermentalitet.



- I de seneste år har han været inde i en god udvikling, hvor han arbejder med den seriøsitet og det engagement, der skal til for at kunne begå sig i 3F Superligaen. Og vi ser frem til at følge hans fortsatte udvikling hos os, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye. 



Vokset op i AGF

20-årige Jacob Andersen har været i AGF siden han var ni år. Han stammer oprindeligt fra Galten og fik sin debut i 3F Superligaen i en kamp mod FC Midtjylland, da han var 17 år. Siden er det blevet til mere og mere førsteholdsfodbold for Andersen, som primært benyttes i forsvaret og på wingbacken. 



- Det er en stor dag for mig som AGF’er, og jeg vil gøre alt for leve op til den tillid, som klubben har vist mig. Siden jeg rykkede op, har jeg forsøgt at arbejde hårdt og seriøst med min fodbold og min udvikling, og jeg har meget at lære endnu. Og jeg er i de bedste rammer og med de bedste trænere og holdkammerater til at fortsætte min udvikling som fodboldspiller her i AGF, Byens Hold, siger Jacob Andersen.



I forbindelse med forlængelsen med Jacob Andersen og som en markering af, at Jacob har rundet 25 kampe for AGF, overrakte direktør i AGF, Jacob Nielsen en check på 25.000 kr. til Jacob Andersens barndomsklub, Galten IF som er samarbejdsklub til AGF.

Det skete kort inden mandagens Superliga-kamp mod Vejle på Ceres Park, hvor Jacob Andersen er en del af AGF-truppen.