AGF KVINDEFODBOLD JAGTER SÆSONENS FØRSTE SEJR
28.08.2024 17:51
Udebanekamp venter AGF Kvindefodbold i næste runde, hvor det fredag gælder B.93.
Det ville være synd at sige, at AGF Kvindefodbold har fået en drømmestart i Gjensidige Kvindeligaen, hvor det endnu ikke er blevet til en sejr - endsige point for holdet i de første tre runder i den nye sæson.
Men det har holdet nu chancen for at gøre noget ved på fredag, når turen går til København til en kamp mod B.93 på Østerbro Stadion.
Det er to hold med meget på spil, der mødes fredag, for heller ikke B.93 er kommet godt fra start og har blot et enkelt point. Men i Gjensidige Kvindeligen er det lige nu kun fire point, der adskiller bunden af ligaen og tredjepladsen. Så med en sejr fredag er der mulighed for at klatre et par pladser op og tættere på top tre.
AGF Kvindefodbold og B.93 har mødt hinanden seks gange gennem historien med kun et enkelt nederlag til os.
En af sejrene faldt ved vores sidste møde med B.93, hvor Cecilie Johansen scorede i en 2-1 sejr på hjemmebane den 3. juni 2023. Det gjorde hun også i opgøret inden – så hun ved, hvad der skal til for at sende bolden i nettet mod københavnerne.
Og der er meget, der tyder på en målrig kamp på fredag, da der er blevet scoret 20 mål over seks indbyrdes kampe, hvor AGF står noteret for 13 af dem.
Laura Faurskov er - for nu - den eneste på holdet, der har fundet vej til netmaskerne, da hun scorede mod Kolding IF i anden spillerunde af Gjensidige Kvindeligaen.
Med en sejr og tre point ville det være en fin måde at afslutte inden landsholdspausen, hvor AGF Kvindefodbold har 14 dage til næste kamp mod HB Køge (k) i Gjensidige Kvindeligaen - igen på udebane.
Se kampen direkte på Kvindeliga.live