AGF KVINDEFODBOLD: FØRSTE SEJR I HUS
30.08.2024 19:00
AGF's kvinder vandt fredag aften 1-0 på udebane over B.93 i Gjensidige Kvindeligaen.
Fredag aften tog AGF’s kvinder hul på weekenden med en udekamp i København mod B.93.
På Østerbro Stadion skulle holdet ud og jagte sæsonens første sejr efter en pointløs og bøvlet indledning på sæsonen.
Og den mission startede perfekt, da vi efter et lille kvarter af kampen kom foran. En kontrolleret indledning på kampen gav gevinst, da Signe Andersen kom igennem efter et flot gennemspillet angreb og sikkert kunne bringe århusianerne foran.
Det var den start kvinderne havde brug for og resten af første halvleg blev gennemført med et til tider højt aggressivt pres og en disciplineret indsats, hvor hjemmeholdet havde svært ved at svare igen efter føringsmålet.
Efter en halv time fik B.93 dog spillet sig til en stor chance i vores felt, hvor Katrine Svane i AGF-målet hev en stor redning frem.
I den anden ende kom det til yderligere et par AGF-muligheder inden pausen. Blandt andre til Sarah Dyrhauge som dog måtte se sit skud blokeret over to omgange.
Så selv om B.93 havde flere perioder med bolden og endnu et par chancer i slutningen af halvlegen, kunne AGF’erne gå til pause med en føring.
I anden halvleg startede århusianerne igen godt ud og kom til flere gode muligheder for at øge føringen, men enten manglede skarpheden eller også fandt B93’ målmand de gode redninger frem.
Ellers var det hjemmeholdet som forsøgte at jagte udligningen og vi var til tider presset lidt langt tilbage mod vores eget mål og savnede i perioder det samme tempo og flow som i de bedste perioder i første halvleg. Men defensivt virkede vi i kontrol i de meste af tiden og der blev da også lagt hårdt arbejde i græsset på Østerbro.
Som mørket sænkede sig omkring Østerbro Stadion steg lyset i øjnene hos AGF’erne og den del af publikum, der havde sympatier for Aarhus; sæsonens første sejr var indenfor rækkevidde.
Mod kampens slutning var det tæt på, at Mathilde Rasmussen kunne øge den århusianske føring, men måtte se sit forsøg fra en spids vinkel reddet.
I den anden ende måtte Katrine Svane hive det gode målvogter-spil frem til sidst, da hun kom godt ud på et farligt B.93 indlæg.
Selv om det til tider blev lidt rodet og anspændt som anden halvleg skred frem, så lykkes missionen til sidst, da kampen endte uden flere mål end den enlige scoring til AGF, som altså kunne rejse hjem med en 1-0 sejr.
Med dagens resultat rykker kvinderne op på en delt sjetteplads i Gjensidige Kvindeligaen, der er så tæt, at der blot er et point op til top tre.
B.93 vs. AGF / Gjensidige Kvindeligaen / Østerbro Stadion
0-1 (0-1)
13’ 0-1: Signe Andersen
AGF i København:
Katrine Svane, Sofie Vendelbo, Johanne Guldbæk (72' Cecilie Johansen), Sarah Sundahl, Sarah Dyrehauge, Signe Andersen (86' Mie Lerche), Signe Hansen Baattrup, Mariann Høgh Nielsen, Sofie Jørgensen (75' Elvira Bull Nejmann), Julie Mathiasen, Laura Høgh Faurskov (72' Mathilde Rasmussen)