YOUNG GUNS OPSAMLING

Foto: fck.dk

Foto: FCK.dk — 09.04.2024 09:41

Endnu en gang samler vi op på weekendens kampe for vores Young Guns. Der var flere lyspunkter, der dog ikke brændte igennem til resultaterne.

I lørdags var der fuld plade for vores drengehold på Fredensvang, hvor U19, U17 og U15 alle tog imod FCK og deres talenthold.

For U19 begyndte kampen godt med et føringsmål efter blot 11 minutter, hvor Frederik Emmery bragte os foran. FCK fik dog bragt balance i regnskabet et lille kvarter senere inden de med to mål i den sidste del af anden halvleg sikrede sig sejren.

De fleste vil nok være klar over, der venter en vigtig pokalkamp i Aarhus i denne uge, når Superligatruppen skal forsøge at bringe sig videre til pokalfinalen. Men også klubbens U19 drenge har pokalfodbold på programmet, når de onsdag drager til Aalborg for at forsøge at sikre sig avancement til semifinalen i jagten på DBU Jylland Pokalen. 
Det bliver én af to ture nordpå for U19-drengene, der også d. 20. april skal møde AaB i U19-rækken.

Foto: fck.dk

U17 holdet har de seneste måneder markeret sig med en imponerende stime. De har nemlig været ubesejrede siden oktober sidste år med seks sejre og et enkelt uafgjort resultat – der endte med en sejr i straffesparkskonkurrence. I lørdags var marginalerne ikke med U17-holdet, der efter en 0-0 kamp måtte se gæsterne fra FCK løbe med straffesparkssejren. På den positive side fik holdet sat endnu 90 ubesejrede minutter sammen.

U17-holdet, der lige nu indtager fjerdepladsen i rækken, møder FC Nordsjælland, der ligger nummer tre, på udebane onsdag i denne uge.

I deres pokalturnering er U17-drengene allerede kvalificeret til semifinalen.

Hos U15-drengene stod Johan Friis Mortensen for det enlige AGF-mål i et 1-5 nederlag til FCK. I deres pokalturnering er U15-holdet klar til semifinale mod Vejle senere på måneden. Det er også vejlenserne, der venter i næste kamp i U15-rækken – det er på lørdag på Fredensvang.

På pigesiden har kampprogrammet ligget stille grundet landskampe. Både U19 og U16 spiller ude mod Brøndby IF på søndag i deres næste kamp. Senere på måneden spiller U19-pigerne også pokalsemifinale - nemlig d. 24/4 mod Kolding IF.