VIGTIG SEJR I FØRSTE POKALSEMIFINALE FOR AGF KVINDEFODBOLD

27.04.2024 14:48

AGF's kvinder vandt 2-1 over Brøndby IF i første opgør af pokalsemifinalerne.

Det er ikke mere end få uger siden, at der senest blev spillet en pokalsemifinale på Ceres Park, og i dag var det tid til endnu en. I modsætning til herreholdet, skulle AGF’s kvinder spille det første semifinaleopgør på hjemmebane mod Brøndby IF på Ceres Park. En kamp, hvor det handlede om skabe et godt udgangspunkt, inden returopgøret i Brøndby fredag d. 17. maj.

Det var spillere, der skulle bruge de første 10 minutter på at spille nerverne af,  men derfra blev det et højt niveau, der varede resten af kampen. Vores defensive spillere sørgede for, at Brøndby ikke nærmede sig målfeltet, og på venstre kant fik Brøndby-spillerne sin sag for, da Laura Faurskov løb banen tynd.

Vi spillede os til flere store chancer, særligt ved to hjørnespark, hvor Sarah Dyrehauge leverede flotte indlæg, der dog ikke blev udnyttet til fulde kraft. Men vi pressede Brøndby-mandskabet, der havde svært ved at finde sit ståsted i kampen.

Da uret rundede den første halve time, tydede det på, at der snart måtte være et mål i sigte til AGF efter flere pres. Laura Faurskov blev spilleren, der fik åbnet for ballet og scorede sit første mål på Ceres Park. Scoringen til 1-0 i kom i mål, da Faurskov fra venstre kant loppede bolden over udeholdets keeper, der havde taget sin afstand til mållinjen.

Kort efter sluttede første halvleg, og vi kunne altså gå til pause med en føring.

2. halvleg

Efter en bragende første halvleg, skulle vi finde hinanden igen og finde tilbage til det AGF-momentum, der havde præget kampen. Dommeren tillod, at der blev gået til stålet, så der opstod flere fysiske og hårde dueller, hvor særligt Tina Fremo og Sarah Sundahl bemærkede sig.

Efter en times spil kom udligningen, da Brøndby scorede på en ripost, efter keeper Katrine Svane ellers havde haft bugt med dem kampen igennem.

Udeholdets scoring tændte en særlig gnist hos AGF, og det var som om, chancerne stod i kø for at blive udnyttet. Presset føltes ekstra hårdt på de sjællandske gæster, og det endte med, at der blev begået et straffespark på Tina Fremo, der også fik kæmpet sin del af duellerne gennem kampens 90 minutter.

Anfører Sarah Dyrehauge var på pletten: Bolden landede direkte på keeperens handsker, men hun var skarp på at hamre riposten afsted til et sidste, afgørende mål, der sikrede os en 2-1 sejr – Det selvsamme resultat, vi fik efter seneste Brøndby-sejr på Vejlby Stadion.

Et flot udgangspunkt fra en holdpræstation, der viste, det store fremmøde på lægterne, at pokalen er vigtig i AGF.

Det afgørende returopgør finder sted fredag d. 17. maj, når AGF’s kvinder tager turen over Storebælt til kamp kl. 18:30 og kæmper om en plads i dette års Gjensidige pokalturnerings finale.

AGF vs. Brøndby IF / Ceres Park / 1. pokalsemifinale / Gjensidige Kvindepokalen / 27. april 2024 /

2-1 (1-0)

Tilskuere: 843

AGF’s trup: 

Katrine Svane, Tina Fremo, Signe Baatrup (90+2 Elvira Nejmann), Sarah Dyrehauge, Laura Faurskov (80’ Emma Hoppe), Johanne Guldbæk, Julie Mathiasen, Mariann Nielsen (80’ Mie Lerche), Mathilde Rasmussen (71’ Signe Holt), Julianne Ross, Sarah Sundahl (72’ Kathrine Spanner).