VI ER I FINALEN

11.04.2024 20:30

Vi måtte vente på det. Men sent torsdag aften sikrede vi en plads i pokalfinalen.

Torsdag aften skulle det endelig slag stå i Oddset Pokalens semifinale 2024. Efter en 3-2 sejr i Farum var det tid til returopgør mod FC Nordsjælland. 

Efter en forsinkelse på grund af et meget beklageligt strømsvigt på Ceres Park, kom kampen i gang halvanden time senere end planlagt.

Og det var hjemmeholdet, som kom bedst ud med den første mulighed efter fem minutter, hvor Mads Emil Madsen skød over mål.  


Ellers var det lidt stillingskrig i kampens indledende fase og en del frispark til begge mandskab betød, at kampen fik en lidt urytmisk begyndelse. Men efterhånden kom udeholdt mest på bolden, men uden for alvor at blive farlige overfor vores stærke og hårdtarbejdende defensiv. 



I den anden ende fik vi truet et par gange på hjørnespark og fra vores højre side, hvor målscoreren fra første semifinalekamp, Gift Links kom igennem flere gange - dog uden det gav den store chance inde foran mål. Også efter et par omstillinger var der optræk til AGF-muligheder. 


Den største chance tilfaldt dog gæsterne, som efter en halv time var tæt på efter et kort indlæg i vores felt. Men heldigvis forbi vores mål. 

Det var da også FCN som skulle ud og jagte, da de var bagud med et mål efter vores sejr i det første opgør og udeholdet stillede da også offensivt op. 

Vi er gode på standarder, og det viste vi blandt andet på et frispark ind i gæsternes felt, hvor Mortensen var tæt på at kunne heade os foran, men Andreas Hansen hev en redning frem på en ellers fin mulighed for os. 



Kort efter forsøgte Eric Kahl sig udefra, men over mål, og som første halvleg nærmede sig sin afslutning kom der mere liv i kampen - godt animeret af de 15.000 på lægterne, hvor størstedelen heppede hjemmeholdet frem med stor kærlighed og intensitet. Her kunne man ikke mærke, at publikum var sent oppe. 



Pausen kom uden mål - selv om Tobias Bech var tæt kort før pausen med et stærkt skud efter forarbejde fra Mads Emil Madsen, men bolden sneg sig lige forbi opstanderen. 


2. halvleg 

Anden omgang startede med gæsterne i teten, hvor de pressede på og blandt andet fik et frispark tæt på vores felt i begyndelsen af 2. halvleg. Men i modsætning til den første kamp i Farum havde FCN ikke held denne gang til at score på frispark. 

Fem kampe i træk har en spiller måtte lade sig udskifte med en skade og igen dag måtte en arbejdsmand gå ud før tid i skikkelse af Frederik Brandhof som efter en time blev afløst af Magnus Knudsen. 

Det var gæsterne som skulle op og score og de fik da også presset os ubehageligt meget i bund i perioder af 2. halvleg, hvor Bailey måtte op med flere gode reaktioner i AGF-målet. 

Men om end FCN til tider kom tæt på til stor ængstelse på de fyldte tribuner, så formåede vi at holde stand. Og fik også produceret nogen muligheder i den anden ende. Som da Eric Kahl kom godt i gennem, men måtte se sit indlæg blokeret. 

Der blev virkelig kæmpet igennem af gutterne og i det sidste kvarter kom det til flere infights og nærkampe, hvor bølgerne gik højt. Der var meget på spil og det fornemmede man på intensiteten på banen. Det blev ikke altid kønt, men når vi forsvarede, var det effektivt. 

Men vi må også erkende, at gæsterne fik presset os meget i bund i deres jagt på det mål, som ville bringe kampen i forlænget spilletid med resultatet fra den første kamp. 



Gift Links spillede en flot kamp i aften og i overtiden slap han uimodståeligt igennem og kunne afgøre kampen med et matchvinder mål kort før tid. 

Dermed vinder vi 1-0 og er klar til pokalfinalen den 9. maj, 

Næste kamp er også i Ceres Park, når der på søndag kl. 16 spilles det klassiske opgør mod Brøndby IF. Find billet til den kamp lige her.

AGF vs. FCN / Semifinale i Oddset Pokalen/ Ceres Park / 11. april 2024


1-0 (0-0)



Advarsler 

AGF: Mads Emil Madsen, Mats Knoester, Frederik Tingager 

FCN: Daniel Svensson, Christian Rasmussen

, Jeppe Tverskov 

MoM: Gift Links 

Tilskuere i Ceres Park: 14.758 



AGF i Ceres Park:
Bailey Peacock-Farrell, Frederik Tingager, Michael Akoto (84’ Tobias Anker), Mats Knoester, Gift Links, Eric Kahl (75’ Jacob Andersen), Mads Emil Madsen, Frederik Brandhof (63’ Magnus Knudsen), Mikael Anderson, Tobias Bech (75’ Janni Serra), Patrick Mortensen.