STATUS PÅ BILLETSALG TIL POKALFINALEN

23.04.2024 08:16

Overvældende interesse for at være med til finalen.

Når vi spiller pokalfinale den 9. maj, kan vi formentlig se frem til et fyldt Parken i København med en massiv opbakning til AGF. I hvert fald har interessen for at få billetter været meget stor her efter det første døgn af billetsalget.

Billetsalget til pokalfinalen åbnede for godt et døgn siden for AGF’s abonnenter, og der er nu solgt ca. 12.000 billetter til AGF’s afsnit i Parken. Det betyder, at der stadig er ca. 10.000 billetter tilbage.



I morgen åbner salget for de tilskuere, der havde købt billetter til en af semifinalerne i Oddset Pokalen, og som ikke også har et abonnement. 



- Der har været en overvældende interesse indtil nu for at være med til finalen. Det er vi meget glade og taknemmelige for. Men det betyder så også, at der med meget stor sandsynlighed bliver udsolgt senere på ugen og, at der ikke nødvendigvis bliver billetter nok til alle, der ønsker at være med til finalen - desværre. 



- Vores indledende kalkulationer sagde, at vi ville ramme udsolgt, inden vi kom i frit salg. Men med den store interesse ser vi ind i, at der måske vil være udsolgt allerede inden vi kan starte salget for Play+ abonnenter på fredag. 

- Vores inddeling er efter først til mølle princippet i de grupper, som blev defineret på forhånd, og det gælder dermed om at være klar, når salget starter.



- Vi kan kun råde over et begrænset antal billetter til AGF’s afsnit i Parken og derfor kommer vi desværre nok til at skuffe nogen, som må gå forgæves. Omvendt må vi også glæde os over udsigten til et udsolgt Parken, hvor 2/3 vil være klædt i hvidt, siger marketingdirektør i AGF, Asger Munkholm. 



Sideløbende med billetsalget er AGF ved at undersøge mulighederne for et storskærmsarrangement i Aarhus. Mere information om det følger, så snart det er på plads.

Finalen spilles den 9. maj kl. 17 i Parken i København. Se mere om finalen og billetsalget i nedenstående link.