REVANCHETID MOD MIDTJYDERNE

04.04.2024 09:52

Søndag venter FC Midtjylland hjemme i Ceres Park i kamp nummer 60 de to hold i mellem i 3F Superligaen historie.

Søndag kl. 18 tager vi hul på en spændende kampuge i Aarhus med tre vigtige kampe på stribe.

Den første er mod FC Midtjylland i mesterskabsspillet i 3F Superligaen. Efter et nederlag i seneste møde i Aarhus er det os, der har revanche til gode i kampen, mens sæsonens første kamp i Herning endte 1-1.

På søndag er det gang 60 de to hold møder hinanden i 3F Superligaen. Her har FCM vundet 28 af opgørene, hvor vi har fået en sejr 22 gange og holdene har altså spillet til remis 10 gange. 13 af vores sejre er kommet på hjemmebanen i Aarhus.



Set hen over de seneste ti kampe har gæsterne vundet seks, mens vi har vundet tre og altså spillet én uafgjort. 

Det er den første kamp mellem AGF og FC Midtjylland i 3F Superligaens mesterskabsspil siden maj 2021 og den femte kamp i det slutspil. 

Her vandt vi de to første og midtjyderne de to andre. 

Vi kommer til kampen efter 2-2 ude mod Silkeborg 2. påskedag, som betyder, at vi går ind til kampen på en femteplads med 37 point - tre op til fjerdepladsen og otte op til den medaljegivende tredjeplads, som vi altså med en sejr på søndag kan hale lidt ind på. 



FC Midtjylland tabte i deres seneste kamp til FC Nordsjælland og rejser til Aarhus fra en andenplads i 3F Superligaen. 



Mens vi har haft nogenlunde styr på FC Midtjylland i Herning i de senere år, så har det knebet lidt på hjemmebanen og FCM vandt da også den seneste kamp på Ceres Park tilbage i februar.

Men vi har ikke siden 2018/2019 sæsonen spillet en sæson, hvor vi ikke har slået FC Midtjylland i sæsonens løb. Så med et nederlag i seneste kamp tilsiger historikken nu måske en revanchesejr på søndag. Vi kommer i hvert fald ind til kampen på en god stime.

Vi er således ubesejret i de seneste fem kampe og skal tilbage til netop kampen mod FC Midtjylland for at finde seneste nederlag.

Og vi spiller da også for det meste tætte kampe. Ud af vores 23 kampe i 3F Superligaen I denne sæson er ti endt uafgjort. Det er den højeste pointdeling for os siden en stime helt tilbage i 1990-1991. 



De tætte kampe skyldes blandt andet et af ligaens bedste forsvar, som nu er oppe på ni clean sheet i sæsonen og det er kun ligaens tophold i Brøndby IF, som har gjort det bedre. 



Men der bliver også brug for vores gode forsvar søndag. FC Midtjylland er et af de mest scorende hold i ligaen og har også noteret sig for tredje-flest afslutninger i ligaen. Til gengæld er FC Midtjylland det hold i top seks, som har indkasseret flest mål på udebane. 



Kun en gang i 3F Superligaen er en kamp mellem AGF og FC Midtjylland endt uden mål. Så der er gode muligheder for at få mål, når du kommer til fodbold på søndag.

Måske de kommer fra vores egen Patrick Mortensen som med ni mål er nummer tre på topscorerlisten i Superligaen, som toppes af Gue-Sung Cho fra søndagens gæster.



Kom i Ceres Park og bak gutterne op i jagten på revanche mod FC Midtjylland. Der er billetter i linket herunder.

Husk også din billet til pokalsemifinalen torsdag og ikke mindst klassikeren mod Brøndby IF søndag den 14.4