ET SJÆLDENT POKALMØDE MED FC NORDSJÆLLAND

09.04.2024 03:42

Et kig på torsdagens returopgør mod FC Nordsjælland

Torsdag aften kl. 20 fløjtes der op til returopgøret i semifinalen i Oddset Pokalen mod FC Nordsjælland. Efter en 3-2 sejr til os i den første kamp i Farum den 29. marts, skal finalepladsen afgøres i Aarhus. 

Der er meget tæt på udsolgt på Ceres Park, hvor der er få hundrede billetter tilbage. Mangler man stadig billet, så findes de her. 



Det er fjerde møde med FC Nordsjælland i denne sæson, hvor vi i sommer tabte denne Superliga-sæsons første møde med FCN 1-3 tilbage i runde to på Ceres Park. Den anden Superliga-kamp i grundspillet på Right to Dream Park endte 0-0 og så vandt vi altså 3-2 den 39. marts i den første semifinale.

I Pokalturneringen i sidste sæson, mødte vi FC Nordsjælland i 4. runde. Ellers er det ikke en lang pokalhistorie, vi har med nordsjællænderne, som vandt turneringen tilbage i 2010 og 2011, men ikke siden har været i finalen. 



Vores seneste finaledeltagelse var i 2016 og vi har været i 12 finaler. Heraf har vi vundet de ni - senest tilbage i 1996, som afsluttede en flot stime med pokalsejre i 1987, 1988 og 1992. 



Vejen til semifinalen - der er vores tredje på fire år - har for vores vedkommende gået over Nykøbing IF, Ishøj og Brøndby IF, mens FC Nordsjælland har vundet over Kolding IF, Viborg FF og AB i deres vej til semifinalen i Oddset Pokalen.



Vi kommer ind til kampen efter et nederlag i en bøvlet kamp mod FC Midtjylland i søndags i seneste 3F Superliga-runde, mens FC Nordsjælland vandt hjemme 2-1 over FC København.

De resultater betyder, at det er 3F Superligaens aktuelle nummer fire med 43 point, der i pokalsemifinalen møder nummer fem med 37 point.





Første kamp af de to i semifinalen gav altså en 3-2 sejr i Farum på mål af Gift Links, Tobias Bech og Frederik Tingager. Og det resultat var ikke så usædvanligt, når AGF og FC Nordsjælland mødes.

For det ofte nogen målrige kampe, når de to hold mødes.

 Bortset fra vores forrige kamp i Farum, der endte 0-0, har vi i de otte kampe før den, formået at score mod FCN. Historisk set bliver der i ligaen scoret i gennemsnit 2.95 mål, når de to hold står overfor hinanden. 





Kampen på torsdag er altså i Oddset Pokalen, hvor holdene som nævnt kun har mødt hinanden to gange, mens vi i 3F Superligaen har mødt hinanden 58 gange, hvor FCN har vundet 26, mens vi er noteret for 16 sejre. 

I de senere år har vi haft fint styr på FCN, der “blot” har vundet tre af de sidste 10 kampe mod os i 3F Superligaen.

Vi kan også gå ind til kampen velvidende, at vi - trods nederlaget i søndags - er ganske svære at få bugt med. Vi har ”blot” tre kampe siden 1. oktober sidste år. Heraf et nederlag i pokalen på 1-2 i Brøndby december, men her fik vi dog det resultat, vi skulle bruge for at komme i semifinalen.



Siden den kamp - som var den sidste inden vinterpausen - har vi tabt to af de kampe, vi har spillet i 2024 - begge i øvrigt mod FC Midtjylland. Men altså samlet set en ganske solid periode, som rækker længere tilbage end 1. oktober. Nederlagene i denne sæson i Superligaen kan således tælles på en hånd. 



Så vi ser frem til kampen torsdag med tro på egne evner. Opgaven er klar: En uafgjort eller en sejr. Så er vi i pokalfinalen. Ender kampen med en FCN-sejr på ét mål efter 90 minutter skal der forlænget spilletid og eventuelt straffespark for at finde en afgørelse. Der er ikke længere nogen regel om udebanemål i Oddset Pokalen. 

Vi glæder os til et fyldt Ceres Park torsdag aften. Vi får brug for alle stemmer, hjerter og hænder til at løfte gutterne frem mod en sejr, så vi sammen kan sikre os den 13. pokalfinaleplads i AGF’s historie.