DRØMMEN LEVER OGSÅ HOS YOUNG GUNS

29.04.2024 11:00

Foråret er for alvor kommet og det betyder heldigvis masser af fodbold! Der er nok at samle op på for vores Young Guns, hvor første pokalfinaleplads blev sikret i sidste uge, så få hele overblikket her.

I torsdags spillede vores U19-drenge på hjemmebane mod et OB-hold, der ligger og kæmper med i toppen af rækken. I en spændende kamp der tippede flere gange var det AGF, der både slog først og sidst, da et mål i de døende sekunder sikrede en 3-2 sejr til Aarhus. Stefen Tchamche åbnede scoringen, Frederik Emmery bragte os foran igen i anden halvleg og til sidst var det Louis Thorbjørn Nielsen, der lukkede og slukkede.

U19-holdets næste kamp er i morgen, tirsdag, hvor de skal spille pokalsemifinale mod Viborg, der er førerhold i U19-drenge Divisionen. Held og lykke til U19-drengene! Husk at du kan følge kampen på livestream i Play+ i AGF-app’en.

Næste opgave i U19-rækken for vores drenge er 3. maj på udebane mod FC Midtjylland, der i skrivende stund fører rækken.

Hos U19-pigerne blev det i går søndag til et enkelt point mod FC Nordsjælland, der var på besøg. De to hold ligger og kæmper med HB Køge i toppen af rækken og gårsdagens resultat sender AGF op på førstepladsen - men både HB Køge og FC Nordsjælland har kampe i hånden. Det tegner til at blive en spændende sæsonafslutning, der også byder på pokalfinale den 12. juni mod Fortuna Hjørring.

 

11 kampe i træk. Så lang blev den ubesejrede stime for vores U17-drengehold. Det er også antallet af kampe mellem sæsonens to kampe mod OB, der er rækkens ubestridte tophold. Det var ellers AGF og Valdemar Rosenberg, der scorede først på Fredensvang, men de næste fire mål var fynske – inden Frederik Munk reducerede til sidst og til slutresultatet 2-4 mod OB.

De mange kampe uden nederlag fik dog sendt AGF op i toppen af rækken, hvor de lige nu ligger treer – foran blandt andre Brøndby og denne uges modstander – FC Midtjylland.

For vores U16-piger endte søndagens kamp med et 0-3 nederlag til rækkens tophold, Farum BK. Næste kamp for holdet er hjemme mod Fortuna Hjørring den 19. maj.

Der står også den jyske pokalturnering på programmet for vores U15-drenge i denne uge, når de tirsdag møder Vejle B i semifinalen. Og U15-holdet kommer ind til pokalkampen med en sejr i bagagen. I torsdag blev det nemlig til en hjemmesejr over rækkens tophold OB, da de sammen med resten af de fynske drengeårgange gæstede Fredensvang. Wissam Maarouf og Silas Bager sendte de aarhusianske mål ind i en 2-1 sejr over et af de dygtige OB-hold. Næste opgave i U17-ligaen er lørdag den 4. maj mod FC Midtjylland.