VIDERE I POKALEN

28.09.2023 19:32

Efter en 1-0 sejr i Nykøbing torsdag aften er vi nu videre til næste runde i pokalen. Her venter Ishøj IF.

Torsdag aften var vi på et sjældent besøg i Nykøbing Falster, hvor Nykøbing FC var værter til 3. runde i Oddset Pokalen.

Med efterårssolen smukt gående ned over det lokale hyggelige stadion var det to hold med gang i som fra starten kom frem og fik hver deres hjørnespark inden for de første fire minutter.

Men de første muligheder tilfaldt gæsterne, hvor blandt andre Bech og Links var livlige og fik skabt optræk til gode ting.

Værterne fik også vist, at de kan spille fodbold og var oppe og true os nogle gange på omstillinger og enkelte dødbolde. Men det var nu ikke meget AGF-forsvaret tillod i 1. halvleg.

Også fordi vi i længere perioder fik presset Nykøbing FC tilbage, men uden at kunne kapitalisere af det. Det var efter en halv times tid ellers tæt på efter et indlæg fra Janni Serra, som op til flere AGF’ere var tæt på at komme først til tæt under mål.

Som første omgang nærmede sig sin afslutning kom vi tættere og tættere på et mål. Blandt flere situationer måtte en falstring redde en afslutning fra Magnus Knudsen på målstregen. Og kort efter fik Serras chancen på hovedet, men hans forsøg gik desværre lige over mål og endelige forsøgte Eric Kahl sig udefra lige forbi mål. Så trods stor AGF dominans i første halvleg vi måtte gå til pausen med 0-0 på tavlen.

2. halvleg
Anden omgang startede som den første sluttede; med udeholdet mest på bolden og i arbejdet for at skabe chancer.

Mikael Anderson var den første, der forsøgte sig med hans signaturafslutning fra feltet til modsatte hjørne. Men lige forbi.

Kort efter kom Tobias Bech til en mulighed, men Nykøbings målmand fik reddet. Og dermed startede det, som også blev billedet i 2. halvleg. AGF’erne med masser af spil og dominans på bolden, men ind over målstregen ville bolden ikke.

Efter en lille times tid var det ellers tæt på, da Kahl smed et skarpt indlæg ind foran Falster målet som indskiftet Patrick Mortensen var millimeter fra at komme først på.

Så det skortede ikke på forsøg fra et ihærdigt kæmpende udehold. Men også hjemmeholdet kæmpede deres chance og var fortsat farlige på omstillinger. Og så længe kampen stod 0-0 troede de på og kom med alt de havde.

Men det gjorde Felix Bejimo også efter en god time, da den indskiftet svensker kom stærkt først på en ripost og fortjent kunne bringe gæsterne fra Aarhus foran. Kort efter var Tobias Bech tæt på at kunne score igen, da han headede flot på mål, men bolden snittede overliggeren den forkerte vej.

Målet tvang værterne lidt længere frem og Nykøbing blev lidt mere farlige på blandt andet et par hjørnespark.

Men vi kørte kampen relativt sikkert i hus med en 1-0 sejr og var derfor med i bowlen til næste runde i Oddset Pokalen, som der umiddelbart efter kampen blev trukket lod til. Her kom Ishøj IF op i 4. runde.

Tusind tak til de medrejsende AGF’ere, som i aften havde taget den lange tur til Nykøbing og gav en forrygende opbakning. En del tilhængere blev desværre ramt af en afspærring fra en trafikulykke på Farøbroen på vejen til Nykøbing og nåede ikke frem til kampen.

Vores tanker går til de involverede i ulykken, ligesom vi naturligvis ærgrer os med de fans, der ikke nåede frem. Vi er kede af, at I rejste forgæves. God tur hjem til alle.

Næste kamp er også en udekamp, når vi skal til Viborg på søndag. Billetter til den kamp kan findes her.

Nykøbing FC vs. AGF / Oddset Pokalen runde 3 / Lollands Bank Park / 28.9 2023
0-1 (0-0)
0-1: 64’ Felix Beijmo

AGF:
Bailey Peacock-Farrel, Tobias Mølgaard, Frederik Tingager, Mats Knoester, Eric Kahl (60’ Felix Beijmo), Gift Links (87’ Jacob Andersen), Nicolai Poulsen, Magnus Knudsen, Tobias Bech (87’ Frederik Brandhof) Mikael Anderson (74’ Peter Bjur), Janni Serra (45’ Patrick Mortensen)