TK SOLGT TIL UDINESE CALCIO
01.09.2023 10:47
Endnu en ung AGF’er rejser videre efter vi har solgt Thomas T. Kristensen til Serie A klubben Udinese Calcio i en ny rekordhandel for AGF.
For anden gang inden for et par døgn kan vi glæde os over, at en af vores unge AGF’ere tager skridtet videre ud i Europa. Vi er således nået til enighed med den italienske Serie A klub, Udinese Calcio om en transfer for Thomas T. Kristensen, der skifter med øjeblikkelig virkning.
- For et år siden satte vi transferrekorden for en spiller ud af vores eget akademi, da vi solgte Albert Grønbæk. Den rekord er slået med et meget tilfredsstillende salg af TK.
- Det er en fantastisk mulighed for TK som vi ikke ville stå i vejen for, og efter grundige overvejelser vurderede vi, at det var rigtige at gøre for både klubben og for TK selv, der også havde stor lyst til at forfølge muligheden, siger sportschef Stig Inge Bjørnebye.
- Med salget af Yann Bisseck tidligere på sommeren var TK klar til at skulle tage over i forsvaret efter hans skadesforløb - suppleret af Tobias Anker og Mikael Akoto som de nyeste tilføjelser til vores forsvar.
- Så vi græder med det ene øje, fordi vi gerne havde beholdt TK. Men samtidig smiler vi med det andet og er stolte over, at vi igen har sat en milepæl for en transfer af en af vores egne spillere, der har været hos os siden han var 10 år, siger Stig Inge Bjørnebye.
TK kom oprindeligt til AGF fra vores samarbejdsklub, Galten FS, og kun afbrudt af et halvt år på idrætsefterskole har han siden spillet i Aarhus - de fleste sæsoner i AGF, men også en enkelt halvsæson i IF Lyseng som første års U17’er i kraft af holdsamarbejdet mellem de to klubber. Han fik sin debut på førsteholdet i AGF i maj 2021 og er siden noteret for 46 kampe for AGF.
- Som jeg også sagde om Adam Daghim, har vi en klar ambition om at bringe endnu flere spillere igennem fra vores talentafdeling til førsteholdet og gøre dem klar til større udfordringer i Europa. Og det har vi nu endnu en gang vist et godt eksempel på med et rigtig flot og tilfredsstillende salg.
- Og endnu en gang skal vi rose det gode arbejde i AGF Talent, som kan bringe en spiller som TK op til et niveau, hvor han nu skifter til en klub Serie A. Det bekræfter os blot i, at den strategi, vi arbejder ud fra og de ambitioner, vi har for området, er de rigtige, og vi kommer i de kommende år til at intensivere og skærpe hele dette område, tilføjer Stig Inge Bjørnebye.
TK er rejst til Italien, hvor han netop er blevet præsenteret i Udinese.