NYT KAPITEL I NY-KLASSIKEREN
04.10.2023 08:30
FC København venter i Kongelunden på søndag.
På søndag skriver vi et nyt kapitel i en kamp, der efterhånden er blevet lidt af en klassiker. Nemlig mødet mellem landets to største byer - Aarhus mod København - AGF mod FC København.
Endnu en gang forventer vi mange mennesker i Ceres Park, hvor billetsalget er godt undervejs. Sidste gang FC København var i Aarhus var der udsolgt. Lad os bare gå efter det igen. Billetter er lige her >>>
Det er ikke så længe siden, vi senest mødte københavnerne. Det var i maj i sidste sæsons slutfase, hvor det blev til et 4-3 nederlag i en hektisk og underholdende kamp i Parken.
Seneste kamp i Aarhus var i en måned tidligere, hvor det foran et udsolgt Ceres Park blev endnu et dramatisk opgør med en annullering af et AGF-mål og en underholdende kamp - trods den i sidste ende endte 0-0.
Søndag bliver kamp nummer 88 mellem AGF og FCK i 3F Superligaen - og selv om vi i de senere år har haft nogen gode resultater i ny-klassikeren, må vi også erkende, at det er københavnerne, som historisk set har haft overhånden.
Vi kommer ind til kampen efter 1-2 ude mod Viborg FF, mens FC København i deres seneste Superliga-kamp tabte hjemme til FC Midtjylland. Tirsdag måtte de også se sig slået hjemme, da de tabte til Bayern München i Champions League.
Søndag gælder det altså Ceres Park, hvor der er lagt op til en dyst med mål i. Vi har således kun to gange i mere end ti år spillet 0-0 med FCK, og i de hele taget er der ikke mange målløse opgør mellem de to hold i Superligaens historie.
Så mon ikke der kommer mål igen søndag - gerne flest til os, hvor Patrick Mortensen jo er vores topscorer med fem mål.
Seks gange i ti kampe har Mortensen i øvrigt nettet mod FC København i sin AGF-tid - ingen andre spiller i 3F Superligaen har scoret mere mod københavnerne. Lad os bare få nogen flere mål på søndag fra Mortensen og Co.
Dyk ned i vores gamecenter her for mere statistik og historik på kampen >>>
Og find billetter via linket herunder.