JOBLIGAEN ER SPARKET I GANG
22.09.2023 10:42
I denne uge tog vi hul på Jobligaen, vores samarbejde med Aarhus Kommune, der er til unge, der har brug for lidt ekstra for at blive klar til et fritidsjob. Og vi fik fint besøg fra både MOT og Superligatruppen.
I denne uge sparkede vi gang i Jobligaen. Det er et samarbejde mellem AGF og Aarhus Kommune, der skal give unge en god start i deres første fritidsjob. Gennem workshops og aktiviteter får deltagerne inspiration fra sportens verden og konkrete redskaber og hjælp til den første jobsøgning.
Forløbet er bygget op over fire workshops, hvor unge, der har brug for lidt ekstra for at blive klar til et fritidsjob, med inspiration fra sportens verden, får mulighed for at finde en tro på egne evner, som de senere kan bruge i et fritidsjob. Den sidste workshop er tiltænkt som et jobmatch, hvor de unge mødes med virksomheder i vores sponsornetværk – alt sammen med målet om at få de unge i job.
- Mange af byens unge kender AGF og det sammenhold, vi repræsenterer - det kan være motivationen til at komme i gang. Vi har stor erfaring med at udvikle unge talenter både på og uden for fodboldbanen, og vi glæder os til at være med til at give flere unge aarhusianere succesoplevelser, der kan føre til et fritidsjob hos os eller en af vores mange erhvervskontakter i byen, siger Jacob Nielsen, direktør i AGF.
Det er planen, at der skal køre fire hold om året. I bunden af artiklen kan du finde mailadresser på projektlederne Marie og Mads, hvis du, eller én du kender, er mellem 14 og 17 år og godt kunne bruge en hånd til at finde et fritidsjob.
De 13 unge der udgør debutårgangen i Jobligaen mødtes i Blue Water Lounge på Ceres Park, hvor Aarhus Kommune, AGF og MOT stod klar til en aften, hvor de unge kunne lære hinanden at kende og tage de første skridt mod at finde et fritidsjob. Med på aftenen var også AGF’s anfører Patrick Mortensen, der både var med i aftenens øvelser og fortalte om, hvordan han arbejder med at bruge visualisering i forhold til at opnå sine mål.
På aftenen kom Nikolaj fra MOT også på besøg og tog Jobliga-deltagerne gennem nogle øvelser, der både lærte de unge om at turde stille sig frem og være centrum – men også at turde at sige nej. Gennem øvelserne med Nikoaj og snakkene med Patrick fandt deltagerne sig hurtigt til rette og vi glæder os til at følge det første hold i Jobligaen!
Skriv til folkene bag projektet, hvis du eller én du kender passer til Jobligaen:
Projektledere
Marie Hvingelby Andersen
[email protected]
Mads Gregers Pedersen
[email protected]