AGF KVINDEFODBOLD: MESTERHOLD FOR STOR MUNDFULD

Foto: Allan Høgholm — 30.09.2023 16:39

I en målrig affære måtte kvinderne i dag strække våben til HB Køge.

På en solrig efterårsdag åbnede AGF Kvindefodbold i dag dørene til Ceres Park, hvor svanerne fra HB Køge kom på besøg.

Før opgøret havde hjemmeholdet 4 point efter 4 kampe. Forlængelsen af den pointstime skulle dog komme på en prøve, da det sultne mesterhold fra Sjælland med en sejr kunne erobre sig en førsteplads i tabellen.

Blot to minutter inde i kampen skulle det også ligne, at der var tale om en svær prøve for Byens hold, da Alyssa Walker headede gæsterne foran.

I det 34. minut slog AGF dog tilbage ved Brianna Visalli med det første mål mod HB Køge i denne sæson i Gjensidige Kvindeligaen. Vores snedige amerikaner opsnappede en sløj aflevering i modstandernes bagkæde, hvilket gav kantspilleren mulighed for at afslutte fra kanten af feltet til hendes første mål i hvidt.

Resten af første halvleg var en mindre spændingsfyldt affære rent offensivt set med hvide briller, selvom hjemmeholdets mange tilskuere på fornem vis holdt stemningen oppe med stortromme og slagsange. Vores defensiv lykkedes til gengæld formidabelt med at lukke af og afholde HB Køge fra at snuppe føringen på ny, hvilket gav pausestillingen 1-1.

2. halvleg
Vi kom bedre ud til anden del af kampen rent offensivt, men fik ikke lukket bagtil, hvor HB Køge efter 53 minutter kom foran med 1-2 efter et hjørnespark.

Men så begyndte AGF at vise tænder igen. Hjemmeholdet havde gode perioder på bolden, hvilket resulterede i et stigende antal indlæg - dog uden et farligt slutprodukt.

Dagens velspillende kantspiller Visalli var også yderst driblestærk særligt i midten af 2. halvleg, men hendes skarpe driblinger til baglinjen og de derfra kommende afleveringer førte ingen mål med sig.

På trods af en bedre halvleg for AGF Kvindefodbold udbyggede gæsterne sin føring i det 82. minut. Gode driblinger fra Cecilie Fløe gav en chance til Cornelia Kramer, der fra omkring straffesparkspletten bankede svanerne på 1-3.

AGF Kvindefodbold svarede dog hurtigt tilbage. Tina Fremo opsnappede bolden efter en fejlclearing i modstanderens forsvar, hvorefter nordmanden lagde bolden skråt tilbage til Sarah Dyrehauge, der med et velplaceret skud kort inde i feltet reducerede stillingen til 2-3 i det 85. minut.

Spændingen varede desværre kort, da Cornelia Kramer kunne fuldende sit hattrick i det 86. minut efter en fin erobring, dribletur og hård afslutning i det lange hjørne. Det gav stillingen 2-4, hvilket også blev slutresultatet. AGF er dog fortsat nummer fem i Gjensidige Kvindeligaen.

AGF Kvindefodbold vs. HB Køge / Gjensidige Kvindeliga 5. runde / Ceres Park / 30. september 2023
2-4 (1-1)

2’ 0-1: Alyssa Walker
34’ 1-1: Brianna Visalli
53’ 1-2: Cornelia Krammer
82’ 1-3: Cornelia Krammer
85’ 2-3: Sarah Dyrehauge
86’ 2-4: Cornelia Krammer

AGF
Marie Gade, Tina Fremo, Julianne Ross, Matilda McNamara, Sarah Sundahl (Kathrine Spanner 59’), Sarah Dyrehauge, Brianna Visalli (Nathalie Jørgensen 83’), Mariann Høgh Nielsen, Julie Mathiasen (Marie Olsen 70’), Mie Lerche (Sofie Louise Jørgensen 83’), Sofie Bloch (Mathilde Rasmussen 70’)