AGF KVINDEBOLD: VI HOLDER FANEN HØJT OG ARBEJDER STENHÅRDT PÅ BANEN
10.09.2023 15:32
Efter lørdagens opgør mod FC Nordsjælland var cheftræner Michael Schjønberg stolt over sit hold, der viste gode takter inden næste uges kampe i Thy.
Lørdagens opgør mod FC Nordsjælland endte med et point til begge mandskaber, da gæsterne scorede tæt mod kampens slutning. En holdpræstation med et samarbejde, der endelig kom frem i lyset efter de første to skuffende kampe i sæsonen.
-Jeg synes, vi spiller en god kamp. Der er struktur på banen, og vi gør det, som vi har aftalt modsat til de første kampe. Det gør, at vi kommer frem til muligheder og gør det svært for dem at spille. Det har været en svær uge, hvor vi blandt andet har ventet på, at to skulle blive klar til at spille og også mangler Bloch til kampen. Så med det in mente er jeg stolt og imponeret af pigerne: At vi holder fanen højt og arbejder stenhårdt på banen, fortæller Michael Schjønbjerg, der på samtlige prametre kun har ros til sit hold.
Nu vendes blikket mod en ny uge, som har både pokalen og turneringskamp på programmet, hvor vi tager til Thy og møder FC Thy-Thisted Q i begge opgør.
-Den første er en pokalkamp, som vi kigger anderledes på end en turneringskamp. Vores primære fokus er turneringen, men vi tager ikke til Thy for at tabe på onsdag – Sådan skal det ikke lyde. Det var vigtigt for os at fjerne det nul og komme på tavlen med et point, så det betyder alverden. At vi tror på os selv, og jeg vil heller ikke mene, at det er tit, at vi kan få point mod Nordsjælland, så det var rigtig godt.
Kampene spilles på Sparekassen Thy Arena, hvor onsdagens pokalkamp starter 17:30, og ligakampen har kampstart kl. 15. Sidstnævnte kan ses på Viaplay, og vi dækker kampene på AGF.dk samt vores sociale kanaler.