UWE: GOD MULIGHED FOR AT VISE SIG FREM

10.10.2023 12:21

Torsdag byder på en testkamp syd for grænsen, når Holsten Kiel agerer vært og modstander. Og det er vigtigt for holdet at blive i kampform, fortæller cheftræner Uwe Rösler.

Torsdag er kampdag for AGF's Superligatrup, når vi spiller testkamp mod KSV Holstein - bedre kendt som Holstein Kiel.

- Det giver os muligheden for at blive i kampform. Vi havde ikke nogle træningskampe i sæsonens første landskampspause for at tage hensyn til det tætte program i sæsonstarten, så det bliver godt at holde kampformen ved lige og blive ved med at være konkurrencedygtige. Det er altid godt at matche mod et internationalt hold.

- Det er en modstander, vi har erfaring med fra en testkamp i forårsoptakten tidligere på året og det er et godt tysk hold, vi skal møde, slår Uwe Rösler fast inden kampen.

- Vi spillede også mod dem sidste år, det er et rigtig godt hold. De ligger på fjerdepladsen i 2. Bundesliga, så det er et højt niveau. Det bliver godt for drengene at måle sig mod den slags modstander. Det er det gode ved at spille mod internationale hold - vi ser noget nyt og vi lærer noget, siger Uwe Rösler.

Selvom det altså er en træningskamp, så bliver der på ingen måde taget let på opgaven, der også bliver en god mulighed for nogle af truppens unge spillere til at få nogle minutter i benene.

- Vi sender et godt hold afsted. Det er ikke sikkert, at alle spiller 90 minutter, vi skal ikke risikere noget. Men vi tager afsted dagen før, vi sover på hotel - vi går til kampen på den rigtige måde.

- Og så får de unge chancen. Vi kommer til at have Sauer og Jacob Andersen med fra start. Sauer gjorde det godt, da vi spillede dernede i foråret. Så vi vil gerne se de unge spillere og det her er en god mulighed for dem, siger Uwe Rösler, der ser frem til kampen og til at se, hvad spillerne kan levere.

- Det er en god mulighed for at imponere trænerne. Der er ikke noget pres for at skaffe tre point, så det er en perfekt mulighed for at gå ud og vise sig frem.

- Spillerne skal bare performe deres bedste og vise noget udtryk. Det er en god mulighed for dem. Som hold skal vi presse, skabe chancer og score nogle mål. Og så skal vi stå solidt i forsvaret. Vi vil gerne se, at alle kender deres opgave og så ser vi, hvordan kampen går.

Kampen spilles torsdag den 12. oktober kl. 12 i Kiel. Det foregår på Citti Fussball Park, som er et mindre stadion tæt på Holsteins Kiels træningsbaner og klubhus.

Træningskampen er åben for publikum. Adressen på spillestedet er Steenbeker Weg 150, 24106 Kiel til dem, der har lyst til at tage ned og se kampen. Billetter koster fem euro, der betales kontant ved indgangen. Portene åbnes kl. 11.

Man kan også følge kampen på livestream her >>>>