NORLYS OG AGF I NYT SAMARBEJDE

23.10.2023 11:00

Norlys og AGF har taget hul på et nyt samarbejde efter Norlys er blevet Platinpartner i AGF. Dermed bliver energi- og telekoncernen den første store partner i kategorien lige under koncernpartner.

AGF og Norlys har trykket hånd på en treårig aftale, som gør Norlys til Platinpartner i AGF frem til et nyt fodboldstadion står klart i Kongelunden.

Den nye aftale betyder et nyt vindue for Norlys, som i forvejen er hovedsponsor for de danske Håndboldherrer. Nu gælder det fodbolden og AGF for landets største integrerede tele- og energikoncern.

- Samarbejdet med AGF giver os synlighed i landets andenstørste by og bringer os tættere på aarhusianerne. Vi deler værdien om fællesskab med AGF, og vi bidrager allerede til fællesskabet omkring klubben, når vores tv- og internetprodukter bringer kampene hjem i stuerne hos AGF’s fans. Vi glæder os til også at blive en del af fællesskabet omkring AGF, siger Claus Flyger Pejstrup, der er kommerciel direktør i Norlys.

I AGF er vi begejstret og stolte af det nye samarbejde med Norlys.

- Norlys skaber positive forandringer gennem fællesskabet og deres arbejde på den grønne dagsorden, og vi er stolte af, at de nu ønsker at tage del i vores fællesskab og de kommercielle muligheder, som der er i et samarbejde med AGF.

- Norlys er en af de største i Danmark inden for deres branche, og de har et klart værdigrundlag om en grønnere og mere digital fremtid. Det er også en dagsorden, vi støtter og arbejder for. På den måde er der mange steder, hvor vi matcher hinanden og der er derfor et stærkt og naturligt udgangspunkt for et godt samarbejde, siger salgsdirektør i AGF, Rasmus Nørgaard Hansen.

Den nye aftale mellem Norlys og AGF er trådt i kraft og løber frem til sommeren 2026. Et varmt velkommen til Norlys!


Om Norlys:
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern med 3.500 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, København og en række mindre byer. Koncernen leverer energi, ladestandere, internet og tv til flere end 1,7 millioner husstande og virksomheder. Norlys er ejet af 800.000 andelshavere.

Norlys arbejder for grøn omstilling og digitalisering. Ud over deres kunderettede aktiviteter ejer de blandt andet landets største elnet og landets største fibernet samt aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading, som handler med energi, og halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.

Læs mere om Norlys