ET NYT VELBESØGT LOKALOPGØR VENTER

27.10.2023 08:03

Ikke siden 2009 har vi været så mange til et lokalopgør mod Randers FC som vi bliver på mandag.

Når vi på mandag møder Randers FC i Ceres Park kan vi måske se frem til det mest besøgte lokalopgør i 14 år.

Vi skal således tilbage til 2009 for at finde seneste lokalopgør med over 14.000 tilskuere i Ceres Park, da der var udsolgt til en kamp den 1. marts 2009.

Ellers har vi været 13.862 til en kamp sidste sommer og 12.265 i seneste kamp i Aarhus den 3. april i sidste sæson. 

Men med den interesse, som der er for lokalopgøret på forhånd, ser det ud til, at vi mandag aften måske spiller det mest besøgte lokalopgør i 14 år.

Med godt 10.000 billetter ude fredag og udsigterne til Studiernes Tribunefest er der i hvert fald lagt op til endnu en stor fodboldaften i skoven med udsigterne til mange på lægterne.

Vi åbner AL Bank Fanzonen 16.30, portene til Ceres Park 17.30 og så er der ellers kampstart kl. 19. AL Bank Fanzonen er klar med et varieret udvalg. Og DMI varsler fint vejr med sol op til kampstart, tørvejr og pæne temperaturer.

Så kom i skoven på mandag til lokalopgøret mod Randers FC.

Mangler man stadig billet til kampen, der spilles på mandag kl. 19, så find dem lige her >>>