ANDERSON: DER BLIVER KÆMPET OM HVER BOLD

04.10.2023 13:29

Søndagens opgør mod FCK har været garant for tætte, intense opgør på det seneste - og det bliver det igen på søndag.

På søndag klokken 20 fløjtes månedens første hjemmekamp i gang. FC København er modstanderen og de i seneste par kampe mellem landets to største byer har der været masser af intensitet på banen og i duellerne.

Og det er et AGF-hold, der glæder sig til at løbe på banen på søndag til endnu et kapitel i historien om kampen mellem Aarhus og København.

- Det er altid nogle specielle opgør mod FCK. Det er nogle intense kampe, hvor der bliver gået til den og der bliver kæmpet for hver bold, og så er der altid god stemning på lægterne. Det bidrager også til at gøre kampene specielle - det kan mærkes nede på banen.

Sådan siger Mikael Anderson på Fredensvang før kampen mod FCK. Og det er et tændt AGF-hold, der ser frem til kampen på Ceres Park søndag aften.

- Jeg glæder mig til at komme buldrende fra start med masser af energi og vise, hvad AGF står for og svare tilbage på de seneste kampe i Superligaen, hvor vi har savnet en sejr. Vi glæder os til at komme med energi og power for at slå de københavnere.

Kom på stadion på søndag og vær med til at skabe den specielle stemning. Find din billet her.

Fanzonen er åben fra klokken 16 og vejret bliver godt. Så der er rig mulighed for en eftermiddag og aften i fodboldens tegn, når Aarhus tager imod København på søndag klokken 20 på Ceres Park.