TALENT-AFTEN I BIOGRAFEN
16.11.2023 12:27
Forleden lagde Nordisk Film biografsal til et stort inspirationsmøde for spillere og forældre i AGF Talent.
Normalt går man jo i biografen for at se gode film. Men forleden sad godt 200 ungdomsspillere i AGF og deres forældre i en sal i Nordisk Films biograf på Sankt Knuds Torv i Aarhus til en stor inspirationsaften.
Her havde AGF inviteret til inspiration, information og samtale om talentarbejdet i AGF. Både aktuelt, men også med det lange lys med information om fremtidens Akademi på Fredensvang og planer og strategi.
På scenen kunne man møde talentchef, Jesper Ørskov, Cheftræner for Superliga-truppen, Uwe Rösler, Performance-coach, Phil Mansfield og sportschef, Stig Inge Bjørnebye.
Kvartetten bød på indlæg fra hver deres felt og så blev der sluttet af med en spændende samtale modereret af Stig Tøfting, som i sin tid selv voksede op på Fredensvang og i AGF.
Det blev en rigtig god aften med stor inspiration til spillerne og deres familier.