GOD PERIODE GIVER GODT SPRINGBRÆT TIL FARUM
24.11.2023 19:55
Cheftræner Uwe Rösler ser frem til søndagens kamp på Right to Dream Park.
For vores vedkommende genoptages 3F Superligaen efter landsholdsterminen på søndag, når vi møder FC Nordsjælland i Farum kl. 14. Tager man turen, så er der billetter lige her >>>
For cheftræner Uwe Rösler er kampen en mulighed for holdet til at fortsætte det gode momentum, som er blevet skabt i de seneste fem kampe.
- Selv om vi har haft vores udfordringer med skader og spillere ude, har resten af truppen bare steppet op og fået resultaterne hjem til os.
- Vi er ikke tilfredse og kunne godt ha’ ønsket sig endnu flere point. Men i forhold til de udfordringer, vi har haft, kommer vi til kampen på søndag i en god periode. Og det er en kompliment til vores spillere og truppen, som har vist deres værd for holdet og for klubben. Det skal vi tage videre og gøre noget i Farum og skabe problemer for FC Nordsjælland, siger cheftræner Uwe Rösler, som endnu ikke har tabt som cheftræner i AGF på Right to Dream Park.
Omvendt har FC Nordsjælland vundet over os i Aarhus i seneste kamp de to hold i mellem, og det er da også en modstander, der aftvinger respekt før søndag.
- Vi har et svært program på papiret i de kommende kampe - startende på søndag. Men alle kampe er en udfordring og er svære i Superligaen, og det skal vi kunne håndtere. Og vi vandt senest, vi var i Farum, hvor vi spillede godt.
- Så vi ser frem til kampen og kan vi ramme en god dag, skaber vi også problemer for dem. Vi kommer i hvert fald med god selvtillid fra de sidste kampe og vi har haft en god landsholdspause. Så nu glæder vi os til at komme i gang igen, tilføjer vores cheftræner.
Tager man med til kampen, som starter søndag kl. 14 på Right to Dream Park, er der nyttige informationer her og billetter via linket herunder.